7 dage tilbage...
sidder igen i min vindueskarm, tror seriøst jeg må have den med hjem, og hører "Are we brothers?" et band Alex har præsenteret mig for, genialt.
Dette vil nok blive midt sidste indlæg. Nogensinde, det ved jeg ikke. Da dette er en efterskole blog, og jeg går ud om kun 7 dage, kan jeg desværre ikke blive ved med at skrive, men jeg håber jeg vil få tiden næste år til at oprette en gymnasie blog, hvem ved. Så hold øjene åbne fokes!
Mandag starter autro-ugen, som er lidt i stil med intro-ugen, på nær det faktum at vi ikke skal lærer hinandens navne, men nærmere glemme dem.
Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte efterskole. Var faktisk meget i tvivl, men nu sidder jeg her jo, et lille år efter begyndelsen, og hvad kan jeg sige? Udover at det har været vildt!
Der er mange ting jeg gerne ville sige, mange mennesker jeg gerne ville takke for dette år, især mine forældre, for at have betalt de mange penge der var krævet.
Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at dette er mit hjem, her hører jeg til, men samtidig glæder jeg mig til næste år. Jeg er mættet og klar til nye oplevelser.
Til mine medelever ville jeg nok sige noget i stil med at de er en utrolig flok mennesker, så forskellige, og samtidig så ens. Vi har mange ting til fælles, vi elsker musik, hinanden og vores hjem. Til mine bedste venner, ville jeg nok sige at de har lært mig hvad rigtigt venskab er, for før dem, var alt i mit liv overfladisk. Jeg ville sige at de har lært mig at leve!
Jeg ville takke for alle de oplevelser og minder de har givet mig. de gange de har stået ved min side, og ladet mig græde ud ved deres skuldre.
Om lidt bliver her stille, på skolen, om lidt er alle væk, og tilbage står kun minderne. Minderne om et liv, et eventyr der fandt sted på dette fortryllende sted, og jeg kan ikke lade være at sammenligne det med Narnia. Gad vide om jeg en dag for mulighed for at komme tilbage? Eller bare opleve noget halvt så eventyrligt.
Jeg håber jeg får lov at se mine brødre og søstre næste år. Håber ikke at Marius bliver sur, når jeg pludselig banker på hans hoveddør. Håber ikke Anders tror jeg er sindsyg når jeg ringer grædende til ham klokken lort, fordi jeg har brug for en ven. Håber ikke Stine glemmer at tage ud på shopping ture med mig, håber ikke at marie vil glemme vores gode stunder, og jeg håber ikke at Jeppe glemmer at se op når jeg kalder.
Amande Engel Thilo takker af nu og siger farvel. Må solen skinne på næste årgang og lykken følge alle mine medelever. Jeg har kun tilbage at sige, og dette er med tårer i øjnene, at dette år på Baunehøj Efterskole, har været meget mere ind jeg forventede. Når jeg nu sætter det sidste punktum, når denne sætning slutter, slutter mit liv på Baunehøj, mit eventyr ender her.
lørdag den 19. juni 2010
torsdag den 17. juni 2010
mandag den 14. juni 2010
Tørre øjne...
jeg har meget tørre øjne for tiden, ikke fordi jeg ikke kan græde, for græde den kan jeg, jeg gør det bare ikke så meget lige i øjeblikket, hvilket er ret mærkeligt, begivenhederne taget i betragtning.
Lad mig starte forfra, og præsentere mig, for det tror jeg aldrig rigtigt jeg fik gjort. Mit fulde navn er Amanda Engel Thilo, men jeg fortrækker bare Thilo :) Jeg blev født for 17 år siden, men for et lille års tid siden tog mit liv en drastig drejning. I dag går jeg på efterskole, den bedste ifølge mig.
I går modtag jeg et brev fra Roskilde gymnasium, hvor i min kommende klasseliste lå. 16 piger, og 14 drenge, det giver 30 elever. Det er mærkeligt. her er vi jo 88.
Min bedste veninde hedder Julie Søholm, og hende har jeg kendt i snart to år, jeg savner hende, når jeg er heroppe, og jeg glæder mig til at få lidt mere tid til hende næste år. Hun er en dejlig tøs. jeg ved at hun har brug for mig derhjemme, mangler mig at snakke med, og jeg mangler hende, hvilket har givet mig frygtelig samvittighed overfor hende, ved altid at være her.
Mine bedste venner hedder Jeppe og Marius. De går heroppe, og næste år skal jeg på samme gym som Jeppe. Derimod gør det ondt hver gang jeg tænker på, at jeg aldrig mere har mulighed for at se Marius hver dag. /:
Det er så her mine tårer kommer ind i billedet, eller mangel på samme, for vi stopper jo lige om lidt. Hvorfor græder jeg så ikke???
Er det fordi jeg glæder mig? Fordi jeg ved jeg ikke har noget valg? Eller simpelthen fordi jeg har givet slip.
Hvorfor er det jeg føler at jeg ikke længer kender mine kammerater heroppe helt så godt som jeg gjorde en gang? Er det fordi de alle sammen har kærester og bare ligger og kysser, eller fordi vi i virkeligheden er blevet grupperet, nøjagtigt som i folkeskolen? Og det er kun den gruppe jeg tilhører, jeg kommer til at savne?
Jeg ved ikke hvad der sker lige i øjeblikket. Jeg ved kun at jeg tæller ned til slutningen, at jeg er forvirret og bange, samtidig med at jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget. Er der noget galt med mig ???
Måske er det bare min måde at slutte det hele af på, langsomt at lukke flere og flere mennesker ude, og på den måde gøre det hele nemmere, og derfor græder jeg ikke?
Lad mig starte forfra, og præsentere mig, for det tror jeg aldrig rigtigt jeg fik gjort. Mit fulde navn er Amanda Engel Thilo, men jeg fortrækker bare Thilo :) Jeg blev født for 17 år siden, men for et lille års tid siden tog mit liv en drastig drejning. I dag går jeg på efterskole, den bedste ifølge mig.
I går modtag jeg et brev fra Roskilde gymnasium, hvor i min kommende klasseliste lå. 16 piger, og 14 drenge, det giver 30 elever. Det er mærkeligt. her er vi jo 88.
Min bedste veninde hedder Julie Søholm, og hende har jeg kendt i snart to år, jeg savner hende, når jeg er heroppe, og jeg glæder mig til at få lidt mere tid til hende næste år. Hun er en dejlig tøs. jeg ved at hun har brug for mig derhjemme, mangler mig at snakke med, og jeg mangler hende, hvilket har givet mig frygtelig samvittighed overfor hende, ved altid at være her.
Mine bedste venner hedder Jeppe og Marius. De går heroppe, og næste år skal jeg på samme gym som Jeppe. Derimod gør det ondt hver gang jeg tænker på, at jeg aldrig mere har mulighed for at se Marius hver dag. /:
Det er så her mine tårer kommer ind i billedet, eller mangel på samme, for vi stopper jo lige om lidt. Hvorfor græder jeg så ikke???
Er det fordi jeg glæder mig? Fordi jeg ved jeg ikke har noget valg? Eller simpelthen fordi jeg har givet slip.
Hvorfor er det jeg føler at jeg ikke længer kender mine kammerater heroppe helt så godt som jeg gjorde en gang? Er det fordi de alle sammen har kærester og bare ligger og kysser, eller fordi vi i virkeligheden er blevet grupperet, nøjagtigt som i folkeskolen? Og det er kun den gruppe jeg tilhører, jeg kommer til at savne?
Jeg ved ikke hvad der sker lige i øjeblikket. Jeg ved kun at jeg tæller ned til slutningen, at jeg er forvirret og bange, samtidig med at jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget. Er der noget galt med mig ???
Måske er det bare min måde at slutte det hele af på, langsomt at lukke flere og flere mennesker ude, og på den måde gøre det hele nemmere, og derfor græder jeg ikke?
onsdag den 9. juni 2010
Følelserne overmander mig...
I dag er det den 9, dvs at der er 17 dage tilbage, 17 dage tilbage før mit liv slutter...
Kan du huske det første blogindlæg jeg skrev? Det omhandlede mine følelser for begyndelsen. Nu er begyndelsen væk, og slutningen er her.
Jeg føler mig mættet, klar til at komme videre, ved at det er på tide. Samtidig ved jeg at der lige nu ikke er meget at komme tilbage til. Selvfølgelig er der alle de gamle venner, men det er bare som om dem jeg har her, nu, er mere betydningsfulde, de vil mig det bedste, og jeg vil dem det bedste. Jeg er forvirret, men det er jo ligemeget hvad jeg helst vil, for jeg har jo intet valg, efterskole livet slutter om 17 døgn...
Kan du forstille dig det vigtigste i dit liv, måske er det din familie og dine venner, og nu skal du så forlade dem. Du er træt af at bo hjemme, og vil videre, men samtidig er du bange for hvordan du skal klare dig helt alene.
Så på den ene side, ville jeg ønske at jeg kunne stoppe tiden, bare blive her, og se på min familie resten af mit liv, og på den anden side vil jeg videre, opleve nye ting, nye mennesker.
Hvad gør jeg????!
Kan du huske det første blogindlæg jeg skrev? Det omhandlede mine følelser for begyndelsen. Nu er begyndelsen væk, og slutningen er her.
Jeg føler mig mættet, klar til at komme videre, ved at det er på tide. Samtidig ved jeg at der lige nu ikke er meget at komme tilbage til. Selvfølgelig er der alle de gamle venner, men det er bare som om dem jeg har her, nu, er mere betydningsfulde, de vil mig det bedste, og jeg vil dem det bedste. Jeg er forvirret, men det er jo ligemeget hvad jeg helst vil, for jeg har jo intet valg, efterskole livet slutter om 17 døgn...
Kan du forstille dig det vigtigste i dit liv, måske er det din familie og dine venner, og nu skal du så forlade dem. Du er træt af at bo hjemme, og vil videre, men samtidig er du bange for hvordan du skal klare dig helt alene.
Så på den ene side, ville jeg ønske at jeg kunne stoppe tiden, bare blive her, og se på min familie resten af mit liv, og på den anden side vil jeg videre, opleve nye ting, nye mennesker.
Hvad gør jeg????!
fredag den 4. juni 2010
Kaldte du mig ven engang...
Vi lavede Blå bog... Det betyder at slutningen nærmer sig med hastige skridt, hvilket egentlig passer mig fint, trænger lidt til nye eventyrer.
Et af punkterne i bogen er: "Tre ting på en øde ø." Hvor husgruppen vælger de tre ting jeg skal have med på øen. De har valgt min Mac-computer, fordi jeg bare ELSKER den!!! også mine to bedste venner i hele verden: Marius og Jeppe.
Det gør ondt. At vide at om 22 dage skal jeg aldrig stå op til deres søvnlige ansigter, og vente oppe til de har været forbi mit vindue og sige godnat. Det skærer mig i hjertet at vide, at om 22 dage kan jeg ikke længere følge med i alt hvad de foretager sig, som jeg gør nu. Hvordan skal jeg få min daglige dosis MArius og Jeppe, som jeg er blevet så van til?
Det er svært for mig, at skulle sige farvel.
Det er bare som om det altsammen er en drøm, hvordan kan jeg være her? Dette perfekte sted? Hvordan kan så vidunderlige mennesker, som min skole rummer, være her, i mit liv? Hvad har jeg gjort rigtigt, siden jeg fik lov at få dette eventyr?! Jeg ville give alt, for at kunne stoppe tiden, og bare sidde side om side med alle mine venner. Se dem smile til mig, hører dem grine. Bare det at se dem gå forbi mit vindue, gør at jeg føler mig lykkelig, de er mit liv.
Jeg ved at de alle sammen skal forlade mig nu, nogle mere end andre, men jeg kaldte dem mine venner, og de kaldte mig deres, og derfor vil jeg altid være det....
Et af punkterne i bogen er: "Tre ting på en øde ø." Hvor husgruppen vælger de tre ting jeg skal have med på øen. De har valgt min Mac-computer, fordi jeg bare ELSKER den!!! også mine to bedste venner i hele verden: Marius og Jeppe.
Det gør ondt. At vide at om 22 dage skal jeg aldrig stå op til deres søvnlige ansigter, og vente oppe til de har været forbi mit vindue og sige godnat. Det skærer mig i hjertet at vide, at om 22 dage kan jeg ikke længere følge med i alt hvad de foretager sig, som jeg gør nu. Hvordan skal jeg få min daglige dosis MArius og Jeppe, som jeg er blevet så van til?
Det er svært for mig, at skulle sige farvel.
Det er bare som om det altsammen er en drøm, hvordan kan jeg være her? Dette perfekte sted? Hvordan kan så vidunderlige mennesker, som min skole rummer, være her, i mit liv? Hvad har jeg gjort rigtigt, siden jeg fik lov at få dette eventyr?! Jeg ville give alt, for at kunne stoppe tiden, og bare sidde side om side med alle mine venner. Se dem smile til mig, hører dem grine. Bare det at se dem gå forbi mit vindue, gør at jeg føler mig lykkelig, de er mit liv.
Jeg ved at de alle sammen skal forlade mig nu, nogle mere end andre, men jeg kaldte dem mine venner, og de kaldte mig deres, og derfor vil jeg altid være det....
torsdag den 27. maj 2010
Hoppe-gruppen
I løbet af det sidste halve år, har jeg haft mig en lille gruppe, bestående af en person fra hver husgruppe på skolen. Resten af skolens elever har haldet vores gruppe, som vi har været så kreative at kalde "Hoppegruppen".
I går kl 01.30 blev det så afsløret. Iført sorte kapper og hvide masker gik hvert medlem af "Hoppegruppen" ud til en husgruppe, og her vækkede de så resten af skolens elever på grussomme og overraskende måder. (jeg forsøgte tappert at vække Landeriet, som overhoved ik reagerede på min voldelige smækkenden med dørende og skrigen.)eleverne gik ned i ridehallen, hvor Thomas, en af skolens lærere, sendte dem afsted til forskellige poster. Historien gik på at en af eleverne (Katrine) var blevet myrdet i nattensløb, og nu skulle moderen findes.
Der var 8 poster, hvor forskellige uhyggelige opgaver skulle løses. rundt på hele skolen kom eleverne, og i skoven hang dukker i træerne og økser var stukket ind hver træstup der kunne findes.
Det var vildt fedt at have angeret dette løb, og jeg håber meget at folk syntes det var sjovt, og uhyggeligt!
Nu er "Hoppegruppen" ikke længere eksisterende /: Men hva fuck, det var sjovt.
Amanda Engel Thilo
I går kl 01.30 blev det så afsløret. Iført sorte kapper og hvide masker gik hvert medlem af "Hoppegruppen" ud til en husgruppe, og her vækkede de så resten af skolens elever på grussomme og overraskende måder. (jeg forsøgte tappert at vække Landeriet, som overhoved ik reagerede på min voldelige smækkenden med dørende og skrigen.)eleverne gik ned i ridehallen, hvor Thomas, en af skolens lærere, sendte dem afsted til forskellige poster. Historien gik på at en af eleverne (Katrine) var blevet myrdet i nattensløb, og nu skulle moderen findes.
Der var 8 poster, hvor forskellige uhyggelige opgaver skulle løses. rundt på hele skolen kom eleverne, og i skoven hang dukker i træerne og økser var stukket ind hver træstup der kunne findes.
Det var vildt fedt at have angeret dette løb, og jeg håber meget at folk syntes det var sjovt, og uhyggeligt!
Nu er "Hoppegruppen" ikke længere eksisterende /: Men hva fuck, det var sjovt.
Amanda Engel Thilo
fredag den 21. maj 2010
De fem små ærter
Hver morgen har vi morgensang. I dag, var det en dreng ved navn Murad der holdt den. Han er fra Iran.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:
Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.
Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.
Slut.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:
Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.
Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.
Slut.
torsdag den 20. maj 2010
Wow
Min computer har været i stykker her på det sidste, men nu tror jeg den er i orden XD Wiiie :) Ej, men det store hele er, at jeg lige har opdaget af en lille del af mine efterskolkammerater har fået oprettet deres egne blogge i mellem tiden !! Sejt!!!
Jeg har tilføjede dem under "Blogge "Tjek dem ud!
Amanda
Jeg har tilføjede dem under "Blogge "Tjek dem ud!
Amanda
Galla!! XD
Da jeg vågnede i morges skreg mit hoved og min krop på mere søvn.Jeg havde det nøjagtigt som jeg plejer at have det om morgenen efter en fest XO En rigtigt druk fest, og det var det ikke i går. I går var det gallafest på skolen. Det vil sige, uden alkohol.
Dagen startede med matematik timer, men det var røvsygt, så vi springer dem over...
Derefter lavede mit linjefag "Kok Amok" maden, som skulle spises til den fine galla middag senere på aftenen.
Så var det ellers tid til make-up, kjoler og hår! Det tog knap to timer. Alle pigerne fra min husgruppe (Frennebo-stuen) var samlet på mit værelse, for at synge med på gamle pop-sange og holde øje med hvornår drengene ville komme.
Pludselig ser vi dem, 33 drenge i fine jakkesæt, skjorter, slips og butterfly, på vej mod vores husgruppe. Panik!
De kommer ind med roser og tager os underarmen, sammen går vi rundt og samler de sidste piger op, inden vi samlet gik ned til spisesalen, hvor der blev taget billeder på den rødeløber (billeder kommer senere) og spist lækker mad. Der blev holdt fine taler, og sunget sange.
I vores samlingshus, der hvor klasselokalerne også er, var der gjort klart til dans, og fest. Skolen havde hyret et band, 5 drenge, der alle havde gået på skolen for 27 år siden. De fyrede den maks af, og det var vildt fedt!
Ingen tvivl om at de drenge der går på min efterskole er de bedste dansere!!!! De svingede en rundt, løftede en op, snurrede rundt, så man blev helt forpustet.
På et tidspunkt spillede bandet "Give me my mony back" og pludselig hold trommeslageren op med at spille, tog en tamborin, og bandet begyndte at bevægesig gennem rummet, m,ens de spillede. Vi fulde selvfølgelig efter, også stod vi pludselig udenfor. Her spillede bandet videre, vi sang med, op mod den mørke natte himmel. Det var en vildt fedt oplevelse! Tak
Da aftenen sluttede var alle udmattede, trætte men glade. Jeg faldt i søvn med et smil på læben. Selvom det bliver rart at møde nye mennesker, er der ingen der fyrer en fed fest som disse elever! Og vi kan gøre det UDEN alkohol XD
Billeder fra Galla vil blive vedlagt i løbet af denne uge :)
Amanda Engel Thilo
Dagen startede med matematik timer, men det var røvsygt, så vi springer dem over...
Derefter lavede mit linjefag "Kok Amok" maden, som skulle spises til den fine galla middag senere på aftenen.
Så var det ellers tid til make-up, kjoler og hår! Det tog knap to timer. Alle pigerne fra min husgruppe (Frennebo-stuen) var samlet på mit værelse, for at synge med på gamle pop-sange og holde øje med hvornår drengene ville komme.
Pludselig ser vi dem, 33 drenge i fine jakkesæt, skjorter, slips og butterfly, på vej mod vores husgruppe. Panik!
De kommer ind med roser og tager os underarmen, sammen går vi rundt og samler de sidste piger op, inden vi samlet gik ned til spisesalen, hvor der blev taget billeder på den rødeløber (billeder kommer senere) og spist lækker mad. Der blev holdt fine taler, og sunget sange.
I vores samlingshus, der hvor klasselokalerne også er, var der gjort klart til dans, og fest. Skolen havde hyret et band, 5 drenge, der alle havde gået på skolen for 27 år siden. De fyrede den maks af, og det var vildt fedt!
Ingen tvivl om at de drenge der går på min efterskole er de bedste dansere!!!! De svingede en rundt, løftede en op, snurrede rundt, så man blev helt forpustet.
På et tidspunkt spillede bandet "Give me my mony back" og pludselig hold trommeslageren op med at spille, tog en tamborin, og bandet begyndte at bevægesig gennem rummet, m,ens de spillede. Vi fulde selvfølgelig efter, også stod vi pludselig udenfor. Her spillede bandet videre, vi sang med, op mod den mørke natte himmel. Det var en vildt fedt oplevelse! Tak
Da aftenen sluttede var alle udmattede, trætte men glade. Jeg faldt i søvn med et smil på læben. Selvom det bliver rart at møde nye mennesker, er der ingen der fyrer en fed fest som disse elever! Og vi kan gøre det UDEN alkohol XD
Billeder fra Galla vil blive vedlagt i løbet af denne uge :)
Amanda Engel Thilo
tirsdag den 18. maj 2010
Jaja Hr. lærer.
Pause. Men også kun fordi min lærer gik.
Sådan er det nu engang at gå i skole, eksamner, eksamner, eksamner... Jaja, jeg skal nok. Puha. Nu mangler jeg heldigvis kun de mundtlige. Jeg har trukket "Sjov på skrift" så jeg har kastet mig ud i et manuskript fra "Klovn".
Det er faktisk lidt hyggeligt, at sidde her sammen med Alexander Hjorth og svede over en forbandet analysemodel. Men hva pokker, det er jo lidt hyggeligt, og så slipper jeg i det mindste for at sidde til kedelige timer.
Men bliver nok nød til at smutte, min lærer er tilbage nu, og der er arbejde der kalder.
Kashmir i ørene og Mac'en i orden :) Jes, det kører.
Amanda Thilo
Sådan er det nu engang at gå i skole, eksamner, eksamner, eksamner... Jaja, jeg skal nok. Puha. Nu mangler jeg heldigvis kun de mundtlige. Jeg har trukket "Sjov på skrift" så jeg har kastet mig ud i et manuskript fra "Klovn".
Det er faktisk lidt hyggeligt, at sidde her sammen med Alexander Hjorth og svede over en forbandet analysemodel. Men hva pokker, det er jo lidt hyggeligt, og så slipper jeg i det mindste for at sidde til kedelige timer.
Men bliver nok nød til at smutte, min lærer er tilbage nu, og der er arbejde der kalder.
Kashmir i ørene og Mac'en i orden :) Jes, det kører.
Amanda Thilo
onsdag den 12. maj 2010
Nye elever :/
37 dage til Roskilde festival.
En oplysning et hvert normalt ungt menneske er lykkelig for at få, undtagen dem der går på eftrskole...
37 dage tilbage...
I weekenden skete det så, den frygtede dag kom. Den dag vi tydeligt husker selv at have oplevet. Vi husker da det var os der sad på gulvet og kiggede nervøst rundt på de uge mennesker omkring os. Det var os, for et år siden, der smilende og lykkelige troppede op på skolen, os der var de kommende elever.
Men ikke i år. I år var det ikke os, det var ikke mig der skulle møde mine to dejlige rommies (den gang Marie og Sissel), ikke mig der skulle have rundvisning, vælge linjefag og med et lykkeligt smil se mit kommende værelse.
Det var dem. Dem, de nye.
Pernille (min "nye" roomie) og jeg stod spændt og ventede udenfor vores hus. Ventede på at møde de to nye piger, der efter sommerferien skal flytte ind på vores værelse, i vores senge. Maya og Maija hedder de. De er de sødeste, smukkeste og mest perfekte piger jeg kunne forstille mig, og jeg er ovenud lykkelige over at de skal gå på min skole, på mit værelse. Ønsker dem alt mulig held og lykke.
Selvom de er mega søde, gjorde det ondt. Det gjorde ondt helt ind i hjertet. Det stak og prikkede i brystet og gråden nærmede sig. Hvordan kan man være glad, når man skal forlade sit hjem, forevigt? Dem man elsker, skal man aldrig se igen, i vært fald ikke hverdag. Og alligevel var jeg lykkelig. Lykkelig over at have fået et år her, på den bedste skole i verden, sammen med de sødeste og mest vidunderlige mennesker i verden. Jeg vil aldrig kunne ønske mig mere...
Me jeg er bange, og nervøs for hvad fremtiden nu skal bringe, samtidig er jeg spændt, jeg glæder mig. Tusinde følelser kører rundt i hovedet på mig. Jeg må vel bare lytte til min bedste ven, han er så klog, uden selv at vide det.
"Efterskole året er et eventyr. Du kan ikke brokke dig over det ender, kun glæde dig over at du fik det." Håber mit eventyr ender lykkeligt.
En oplysning et hvert normalt ungt menneske er lykkelig for at få, undtagen dem der går på eftrskole...
37 dage tilbage...
I weekenden skete det så, den frygtede dag kom. Den dag vi tydeligt husker selv at have oplevet. Vi husker da det var os der sad på gulvet og kiggede nervøst rundt på de uge mennesker omkring os. Det var os, for et år siden, der smilende og lykkelige troppede op på skolen, os der var de kommende elever.
Men ikke i år. I år var det ikke os, det var ikke mig der skulle møde mine to dejlige rommies (den gang Marie og Sissel), ikke mig der skulle have rundvisning, vælge linjefag og med et lykkeligt smil se mit kommende værelse.
Det var dem. Dem, de nye.
Pernille (min "nye" roomie) og jeg stod spændt og ventede udenfor vores hus. Ventede på at møde de to nye piger, der efter sommerferien skal flytte ind på vores værelse, i vores senge. Maya og Maija hedder de. De er de sødeste, smukkeste og mest perfekte piger jeg kunne forstille mig, og jeg er ovenud lykkelige over at de skal gå på min skole, på mit værelse. Ønsker dem alt mulig held og lykke.
Selvom de er mega søde, gjorde det ondt. Det gjorde ondt helt ind i hjertet. Det stak og prikkede i brystet og gråden nærmede sig. Hvordan kan man være glad, når man skal forlade sit hjem, forevigt? Dem man elsker, skal man aldrig se igen, i vært fald ikke hverdag. Og alligevel var jeg lykkelig. Lykkelig over at have fået et år her, på den bedste skole i verden, sammen med de sødeste og mest vidunderlige mennesker i verden. Jeg vil aldrig kunne ønske mig mere...
Me jeg er bange, og nervøs for hvad fremtiden nu skal bringe, samtidig er jeg spændt, jeg glæder mig. Tusinde følelser kører rundt i hovedet på mig. Jeg må vel bare lytte til min bedste ven, han er så klog, uden selv at vide det.
"Efterskole året er et eventyr. Du kan ikke brokke dig over det ender, kun glæde dig over at du fik det." Håber mit eventyr ender lykkeligt.
torsdag den 29. april 2010
Bytte værelser
Endnu et projekt på efterskolen. Bytte væresler.
Fredag aften flyttede jeg mine ting fra mit værelse. Alt fra de fedtede shampoo flasker og rende bind, til sengetøj og tørklæder, for at gøre plads til de to drenge der skulle overtage mit værelse, mine hylder, min seng og mit skab i den næste uge, kun en uge, heldigvis.
Simon og Mattias flyttede deres ildelugtende drenge hørm ind på mit og Pernilles parfume duftene værelse. Jeg gjorde gengæl, ved at flytte min parfume duft ind i Lindehuset (det største drengehus) sammen med en af pigerne (Rikke).
Vi boede nu blandet drenge og piger på gangene, og det var faktisk vildt fedt. Det var næsten som at starte forfra igen, bortset fra at vi jo godt kendte hianden, men det var fedt at side længe oppe, se film, snakke og grine. Det var et godt intiativ, der fik mig tættere på mennesker jeg normalt ikke snakkede så meget med.
I den ene ende af huset, boede vi så fire piger fordelt på to værelser, det var næsten som at bo på firmands værelse. Vi endte med at bryde så amnge grændser sammen at vi farvede vores hår. Ups XO Kom hjem med sort hår i dag ...
Det var næsten sørgeligt at flytte tilbage på stuen. Til det værelse der havde været nogle andres i en uge.
Jeg har helt sikkert fået et bedre forhold til drengene i Lindehuset, og har det faktisk vildt godt med at hænge ud derovre nu. Det er jo næsten mit hus, det var det i vært fald i en uge. ;p
Fredag aften flyttede jeg mine ting fra mit værelse. Alt fra de fedtede shampoo flasker og rende bind, til sengetøj og tørklæder, for at gøre plads til de to drenge der skulle overtage mit værelse, mine hylder, min seng og mit skab i den næste uge, kun en uge, heldigvis.
Simon og Mattias flyttede deres ildelugtende drenge hørm ind på mit og Pernilles parfume duftene værelse. Jeg gjorde gengæl, ved at flytte min parfume duft ind i Lindehuset (det største drengehus) sammen med en af pigerne (Rikke).
Vi boede nu blandet drenge og piger på gangene, og det var faktisk vildt fedt. Det var næsten som at starte forfra igen, bortset fra at vi jo godt kendte hianden, men det var fedt at side længe oppe, se film, snakke og grine. Det var et godt intiativ, der fik mig tættere på mennesker jeg normalt ikke snakkede så meget med.
I den ene ende af huset, boede vi så fire piger fordelt på to værelser, det var næsten som at bo på firmands værelse. Vi endte med at bryde så amnge grændser sammen at vi farvede vores hår. Ups XO Kom hjem med sort hår i dag ...
Det var næsten sørgeligt at flytte tilbage på stuen. Til det værelse der havde været nogle andres i en uge.
Jeg har helt sikkert fået et bedre forhold til drengene i Lindehuset, og har det faktisk vildt godt med at hænge ud derovre nu. Det er jo næsten mit hus, det var det i vært fald i en uge. ;p
mandag den 19. april 2010
RRR-weekend
Så, nu var det endelig på tide at jeg blev en weekend, tror det er godt to måneder siden jeg sidst var her i en weekend, nok fordi der bare har været SÅ meget at lave derhjemme.
Jeg indrømmer gerne at jeg måske ikke var det mest sociale menneske i weekenden, sad en del i min vindueskarm og bare nød at kigge ud på de få folk der gik forbi, nyde solen der varmede min kind, og læse i min bog. Det er et halvt år siden jeg begyndte på den bog XO Rart endelig at få den afsluttet.
Men lidt social var jeg dog. Vi havde RRR-Weekend. Bedre kendt som: Ridning, Rundbold og Rollespil. Det gir jo lidt sig selv hvad vi så levede den weekende, udover at spise lagkage og hygge med en god film. Det var sjovt t løbe rundt i skoven med fake våben og prøve at slå hinanden ihjel! Endnu sjovere var det at komme op og ride, og jeg mærkede pludselig hvor meget jeg egentlig savner at ride!!! Tror jeg skal have fat i min gamle veninde og ha redet mig en tur.
I torsdags holdt vi MGP på skolen, og der var rigtigt rigtigt mange elever og bands der stillede op. Det var vildt sjovt selv at optræde, OG især at se de andre fyre den maks med deres herre rådne sangstemmer.
Alting er godt for tiden. Solen skinner, mine venner smiler når de ser mig, og ja, der er kun 10 uger tilbage.... Det er underligt at tænke på. Alligevel kan jeg ikke lade være at glæde mig bare en lille smule til næste år, og de nye oplevelser jeg skal ha.
Kommer nu nok til at savne de kendte ansigter heroppe.
Det var alt fra denne gang. Amanda Engel Thilo.
Jeg indrømmer gerne at jeg måske ikke var det mest sociale menneske i weekenden, sad en del i min vindueskarm og bare nød at kigge ud på de få folk der gik forbi, nyde solen der varmede min kind, og læse i min bog. Det er et halvt år siden jeg begyndte på den bog XO Rart endelig at få den afsluttet.
Men lidt social var jeg dog. Vi havde RRR-Weekend. Bedre kendt som: Ridning, Rundbold og Rollespil. Det gir jo lidt sig selv hvad vi så levede den weekende, udover at spise lagkage og hygge med en god film. Det var sjovt t løbe rundt i skoven med fake våben og prøve at slå hinanden ihjel! Endnu sjovere var det at komme op og ride, og jeg mærkede pludselig hvor meget jeg egentlig savner at ride!!! Tror jeg skal have fat i min gamle veninde og ha redet mig en tur.
I torsdags holdt vi MGP på skolen, og der var rigtigt rigtigt mange elever og bands der stillede op. Det var vildt sjovt selv at optræde, OG især at se de andre fyre den maks med deres herre rådne sangstemmer.
Alting er godt for tiden. Solen skinner, mine venner smiler når de ser mig, og ja, der er kun 10 uger tilbage.... Det er underligt at tænke på. Alligevel kan jeg ikke lade være at glæde mig bare en lille smule til næste år, og de nye oplevelser jeg skal ha.
Kommer nu nok til at savne de kendte ansigter heroppe.
Det var alt fra denne gang. Amanda Engel Thilo.
mandag den 12. april 2010
Kashmir rocks!!!!!
Ja okay, måske ikke smart at tage fri en helt almindelig torsdag, når nu eksamnerne nærmer sig, men hvad fanden, det er det værd, når Kashmir spiller! Jep, jeg tog fri, slæbte Anders og MArius, mine über gode venner med til Roskilde for at se mit yndlings band!!! Vi købte chips og salsa, lavede nachos med ost, og halvanden liter paridis is. Mums!!!
Vi havde en hyggelig shopping tur inden vi tog ind til koncerten. Og hvilken koncert!!! Det var min første, men bestemt ikke sidste Kashmirs koncert! Håber de kommer på Roskilde festivalen til sommmer :)
Scenen eksploderede i røde og blå lys, og Kasper (forsangeren) lavede sjove danse trin, og fakter til publikum. Et par af mine gamle kammerater var også mødt op. Det var en aften jeg aldrig vil glemme! Tak til Kashmir for en fed koncert!
Fredag tog jeg i biffen med Jeppe, en anden af mine aller bedste venner fra skolen. Vi så Glash of the Titans, en vildt flot 3D film med Mads Mikkelsen. Også det var en fed oplevelse.
I det hele taget en god weekend! Bre lidt ked af at der er kommet en stavefejl på vores hættetrøjer til skolen, men det kan jeg jo desværre ikke gøre noget ved.
Nu ser jeg bare frem ti at kommr tilbage til en dejlig normal hverdag på mn elskede skole!
Vi havde en hyggelig shopping tur inden vi tog ind til koncerten. Og hvilken koncert!!! Det var min første, men bestemt ikke sidste Kashmirs koncert! Håber de kommer på Roskilde festivalen til sommmer :)
Scenen eksploderede i røde og blå lys, og Kasper (forsangeren) lavede sjove danse trin, og fakter til publikum. Et par af mine gamle kammerater var også mødt op. Det var en aften jeg aldrig vil glemme! Tak til Kashmir for en fed koncert!
Fredag tog jeg i biffen med Jeppe, en anden af mine aller bedste venner fra skolen. Vi så Glash of the Titans, en vildt flot 3D film med Mads Mikkelsen. Også det var en fed oplevelse.
I det hele taget en god weekend! Bre lidt ked af at der er kommet en stavefejl på vores hættetrøjer til skolen, men det kan jeg jo desværre ikke gøre noget ved.
Nu ser jeg bare frem ti at kommr tilbage til en dejlig normal hverdag på mn elskede skole!
søndag den 4. april 2010
On tour :)
Så nærmede påsken sig, og med vores tasker på ryggen begav vi os ud i verden. (nærmere kendt som sjældland) for at synge. Tre dage varede turen, og vi kom vidt omkring. Vi starede med en optræden på et Assyl senter, det var ne speciel oplevelse, mest fordi jeg ikke rigtigt kunne finde ud af om tilskuerne (som jo ikke forstod meget dansk) rent faktisk nød showet eller kun var der af tvang.
Vi optrådte også på tre forskellige efterskoler, det var sjovt at se hvordan tingene fungerede på andre skoler, og selvom de faktisk var ganske udmærkede, er jeg nu glad for at gå på min.
Min veninde går på den ene af de efterskoler vi besøgte, og det var rigtigt rart at se hende igen, og se hvordan hun boede nu. Vi sluttede hele turen af med at synge i studenterhuset ved siden af rundetårn, egentlig skulle vi have synget uden for bygningen, men det forhindrede regnvejret os desværre i /:
Hjemme var jeg alene. Det var faktisk lidt rart, sådan at slippe væk fra alle de mange mennesker jeg havde været omgivet af såååå længe, lidt ro gjorde godt. Min ro blev dog forstyrret fredag eftermiddag, da mine to kammerater Mikkel og Marius kom forbi. Her blev de til Lørdag aften. Det var hyggeligt med lidt selvskab, selvom de ikke lavede andet ind at fyre den op for techno og æde alt min mad XO
Nu er det søndag aften, jeg skal tilbage til skolen i morgen, men kun i to dage, for på Torsdag tager jeg igen hjem, denne gang med Anders og Marius på slæb, for vi skal til Kashmir koncert. Jeg glæder mig helt vildt. :)
Ville have lagt nogle billeder af turen ind, men der er problemer med hjemmesiden /: Prøver igen en af dagene.
Amanda Engel
Vi optrådte også på tre forskellige efterskoler, det var sjovt at se hvordan tingene fungerede på andre skoler, og selvom de faktisk var ganske udmærkede, er jeg nu glad for at gå på min.
Min veninde går på den ene af de efterskoler vi besøgte, og det var rigtigt rart at se hende igen, og se hvordan hun boede nu. Vi sluttede hele turen af med at synge i studenterhuset ved siden af rundetårn, egentlig skulle vi have synget uden for bygningen, men det forhindrede regnvejret os desværre i /:
Hjemme var jeg alene. Det var faktisk lidt rart, sådan at slippe væk fra alle de mange mennesker jeg havde været omgivet af såååå længe, lidt ro gjorde godt. Min ro blev dog forstyrret fredag eftermiddag, da mine to kammerater Mikkel og Marius kom forbi. Her blev de til Lørdag aften. Det var hyggeligt med lidt selvskab, selvom de ikke lavede andet ind at fyre den op for techno og æde alt min mad XO
Nu er det søndag aften, jeg skal tilbage til skolen i morgen, men kun i to dage, for på Torsdag tager jeg igen hjem, denne gang med Anders og Marius på slæb, for vi skal til Kashmir koncert. Jeg glæder mig helt vildt. :)
Ville have lagt nogle billeder af turen ind, men der er problemer med hjemmesiden /: Prøver igen en af dagene.
Amanda Engel
tirsdag den 23. marts 2010
Fødselsdag
Så blev man pludselig 17 år XO Stort! og det blev fejret med manerer.!!!
Lørdag den 20 marts holdt jeg en mega fest for, ja mig ;p EGO ! XD haha, Temaet var udklædning, og alle gik vildt op i det. Hver husgruppe var udklædt i et tema der passede sammen. Fx var stuen (min husgruppe) stuepiger.
Festen vat fed, der blev danset, synget og hygget, men det bedste øjeblik var nu da hovedretten var serveret og jeg satte mig ud bag køkkenet med de tre kokke (bedre kendt som mine fantastiske vener Adam, Marius og Jeppe) de var godt nok udmattede. Jeg er dem så taknemlig for at de gad lave middagen! Tak drenge :)
Lørdag den 20 marts holdt jeg en mega fest for, ja mig ;p EGO ! XD haha, Temaet var udklædning, og alle gik vildt op i det. Hver husgruppe var udklædt i et tema der passede sammen. Fx var stuen (min husgruppe) stuepiger.
Festen vat fed, der blev danset, synget og hygget, men det bedste øjeblik var nu da hovedretten var serveret og jeg satte mig ud bag køkkenet med de tre kokke (bedre kendt som mine fantastiske vener Adam, Marius og Jeppe) de var godt nok udmattede. Jeg er dem så taknemlig for at de gad lave middagen! Tak drenge :)
onsdag den 17. marts 2010
En syge dag
Det er sjovt med de mennesker jeg har valgt at knytte mig til.
Jeg sidder i vinduet i mit væresle, har udsigt ud over det meste af skolen, og jeg ser dem går omkring, dem jeg lever mit liv sammen med.
Lige nu er det ved at være frokost tid, pladsen er tom, men jeg ved at om få minutter vil det vrimle med folk. Elever, trætte udmattede elever, der alle er lettede over endelig at være undsluppet de ildsprudende lærer og de ildelugtende klasselokaler.
Jeg sidder og kigger ud, ser de dejlige stuepiger på vej op til vores hus, Stina, med sine tunge mapper under armen og sara humpende efter på sine snart totalt smadret krykker. De skynder sig, sultne efter frokost.
Jeg smiler for mig selv, det tager ikke mere end få minutter, før pladsen igen er tom, og jeg ved de alle sidder under det samme tag. Alle dem jeg holder af i hverdagen.
Tiden går, langsomt, det er som om skolen står stille, som om alting holder vejret indtil de kommer ud igen, eleverne, som bringer liv til skolen og alt omkring den. Pludselig farer to skikkelser ud fra bygningen, som var der ild i røven på dem, og jeg falder næsten ned fra mit vindue i forskrækkelse. De sætter kurs mod min bygning, mit vinde og mig, og få sekunder efter stormer de døren, og der står de så og glor dumt på mig. Jeppe og Marius, verdens to mest sindsyge drenge, og råber op om at Asta er et svin. Jeg tænker "WHAT?" men forklaring følger og jeg kommer frem til ud fra deres kludrede fortælling, at jeg har fået en pakke og Asta har den med.
Ganske rigtigt. Nu står der så et par vildt lækre sølvfarvede stilletter på min hylde, klar til brug på Lørdag.
Stilheden sænker sig igen over skolen, og jeg sidder igen i vindues, denne gang underholdt af sara, kendt som "big foot", ved min side. Tror hun er lidt fornærmet over den titel, men så kan hun jo os bare lade være at få et skab ned over foden XD
Hun griner! Hurra :) Ej, tror det bliver en god dag, trods min hovedpine og tomme mave. Det er jo dejligt bare at side her og nyde solen der falder på min underskønne skole og den elever. Mit liv.
Jeg sidder i vinduet i mit væresle, har udsigt ud over det meste af skolen, og jeg ser dem går omkring, dem jeg lever mit liv sammen med.
Lige nu er det ved at være frokost tid, pladsen er tom, men jeg ved at om få minutter vil det vrimle med folk. Elever, trætte udmattede elever, der alle er lettede over endelig at være undsluppet de ildsprudende lærer og de ildelugtende klasselokaler.
Jeg sidder og kigger ud, ser de dejlige stuepiger på vej op til vores hus, Stina, med sine tunge mapper under armen og sara humpende efter på sine snart totalt smadret krykker. De skynder sig, sultne efter frokost.
Jeg smiler for mig selv, det tager ikke mere end få minutter, før pladsen igen er tom, og jeg ved de alle sidder under det samme tag. Alle dem jeg holder af i hverdagen.
Tiden går, langsomt, det er som om skolen står stille, som om alting holder vejret indtil de kommer ud igen, eleverne, som bringer liv til skolen og alt omkring den. Pludselig farer to skikkelser ud fra bygningen, som var der ild i røven på dem, og jeg falder næsten ned fra mit vindue i forskrækkelse. De sætter kurs mod min bygning, mit vinde og mig, og få sekunder efter stormer de døren, og der står de så og glor dumt på mig. Jeppe og Marius, verdens to mest sindsyge drenge, og råber op om at Asta er et svin. Jeg tænker "WHAT?" men forklaring følger og jeg kommer frem til ud fra deres kludrede fortælling, at jeg har fået en pakke og Asta har den med.
Ganske rigtigt. Nu står der så et par vildt lækre sølvfarvede stilletter på min hylde, klar til brug på Lørdag.
Stilheden sænker sig igen over skolen, og jeg sidder igen i vindues, denne gang underholdt af sara, kendt som "big foot", ved min side. Tror hun er lidt fornærmet over den titel, men så kan hun jo os bare lade være at få et skab ned over foden XD
Hun griner! Hurra :) Ej, tror det bliver en god dag, trods min hovedpine og tomme mave. Det er jo dejligt bare at side her og nyde solen der falder på min underskønne skole og den elever. Mit liv.
mandag den 15. marts 2010
Tilbage i folkeskole
Jeg var til fest hos en gammel kammerat som jeg altid hand ud med i folkesolen. Det var underligt, men dejligt at se ham igen, som om jeg var rest et år tilbage i tiden, og alt var ved det gamle igen.
Inden festen var jeg ude og shoppe lidt i Roskilde med min bedste veninde Julie, da jeg mødte en hel flok af gamle bekendte. Folkeskole kammerater, veninder os. I de tre dage weekenden varede, var det næsten som om efterskolen ikke eksisterede, og da jeg igen sad i billen på vej hjem, havde jeg stadig ikke fattet det.
Jeg har faktisk fået lidt hjemve nu /: Det er som om jeg ikke helt kan beslutte mig for hvor jeg vil være, for selvom jeg elsker min skole, mine venner og det liv jeg har lige nu, længes jeg nu også lidt efter det gamle trygge, og den hverdag jeg er vokset op med.
Mit spørgsmål er så, hvor hører jeg til? Hvor hører vi alle sammen til? Hører vi overhoved til nogle steder?!
Jeg ville ønske jeg kendte svaret på de spørgsmål. Det eneste jeg ved, er at jeg helt sikkert snart vil se mine folkeskole venner igen! Hurtigst muligt!!
Inden festen var jeg ude og shoppe lidt i Roskilde med min bedste veninde Julie, da jeg mødte en hel flok af gamle bekendte. Folkeskole kammerater, veninder os. I de tre dage weekenden varede, var det næsten som om efterskolen ikke eksisterede, og da jeg igen sad i billen på vej hjem, havde jeg stadig ikke fattet det.
Jeg har faktisk fået lidt hjemve nu /: Det er som om jeg ikke helt kan beslutte mig for hvor jeg vil være, for selvom jeg elsker min skole, mine venner og det liv jeg har lige nu, længes jeg nu også lidt efter det gamle trygge, og den hverdag jeg er vokset op med.
Mit spørgsmål er så, hvor hører jeg til? Hvor hører vi alle sammen til? Hører vi overhoved til nogle steder?!
Jeg ville ønske jeg kendte svaret på de spørgsmål. Det eneste jeg ved, er at jeg helt sikkert snart vil se mine folkeskole venner igen! Hurtigst muligt!!
lørdag den 6. marts 2010
D.R.U.K
Danmarks Radios Ungdoms Kanal.
Var navnet på vores teaterstykke, som vi opviste 3 gange sidste weekend. Vi havde med lidt hjælp fra lærende, stablet et komisk teaterstykke, der var meget kritisk mod dagens Danmark.
Jeg var med i en scene hvor vi gjorde grin med X-faktor. Scenen kom til at hede Dansk-Faktor, og konkurrencen gik ud på at være mest dansk.
Her ses Emil ifærd med at bælle brunsovs(bare rolig, det var bare kakaomælk) og fråde flæskesværd. Et meget grinagtigt og sjovt nummer. Så er man da rigtigt dansk helt ind til
mavesækken.
Her ses jeg som dansk-faktor vært
.
Det herlige genbord, gjorde grin med danskerne i rent almindelighed. Vi skulle i følge denne scene minde utrolig meget om svinet. Her ses Anders som en gensplejset gris. Ligner meget godt ikke?
Slut nummeret i stykket var sangen Giv mig Danmark tilbage af Natasja. Her ses vi i fuld gang med dans og råb, mens bandet står ude i højre hjørne og spiller og synger. Fed måde at ende et stykke på!
Her ses et af danse numrene fra showet. Det er en fodboldkamp. Dette billede er taget mens pigerne danset til drengenes sang. Fed scene med masser af energi. Det var lidt trist at sidde ude bag ved at ikke kunne deltage i festlighederne på scenen.
Efter det sidste show Lørdag aften holdt vi afterparty. Det var vildt fedt. Alle dansede, sang med, og vi sluttede først kl 01.00 på trods af at vi skulle op kl 9 næste morgen. Man kan da sagtens fyre den af og feste uden alkohol!
tirsdag den 23. februar 2010
Lidt af det hele
Jeg sidder i vinduet på mit værelse, som har udsigt over det meste af skolen. Ser folk gå frem og tilbage mellem bygningerne, alle med store jakker omkring deres rystende og trætte kroppe. I min seng ligger Stina, hun er meget træt. Det er forståeligt, vi kom hjem fra skiferie i går, efter 14 timer i en bus, så hun trænger til at sove. Hendes egen seng er lige gået i stykker, overkøjen faldt ned, så hun ligger her os mig.
Anders og Pernille (min nye roomie) ligger i den anden seng, de over vist også. Jeg tror de er ved at blive kærester, håber det!! Anders har været vild med hende siden skolens start, og på valentinsdag kyssede de så for første gang. Jaaaaah XD Ann-sofie er lige kommet ind, tror de meste af skolen sover, for hun siger der ik er nogle mennesker.
Alexander har lige fyldt min ipod op med en masse ny musik, så jeg har sat høretelefonerne i ørerne og skruet helt op for musikken.
Der er mange ting at tænke på når man sådan næsten er alene. Jeg tænker på min gamle skole, på mine venner derhjemme. Tænker på starten her, dengang jeg ingen kendte, fortryder lidt det førstehånds indtryk jeg fik lavet. Håber at gøre det bedre næste år på gymnasiet. Jeg glæder mig faktisk lidt, har været oppe og se det, og det er det helt rigtigt sted for mig!!! Så kryds fingre for at Roskilde gymnasium vil havde mig! :)
Det jeg kommer til at savne mest er nok hverdagen heroppe. Selvom jeg skal tidligt op, gøre rent hver morgen og ltid har travlt med skolesager, er der noget magisk over dagene.
Stuen (min husgruppe) kommer jeg også til at savne, MEGET! og Anders, kasper, Murad, Magnus, Marius og, ja i det hele taget alle. Håber bare min bedste ven kommer ind på samme gymnasium som mig. Heldigt at han også bor i verdens bedste by!
Skiferien var hård, sjov, men hård. Jeg fik ikke meget søvn, da jeg boede på seks-mands væresle nede i kælderen sammen med 4 drenge væresler, og vi skulle dele et bad! /: Hotellet var heller ikke noget at prale af, næsten en bondegård, der stod køer uden for huset. Og maden smagte af bæ, det gjorde den faktisk alle steder. Østrigsk mad er nok bare ikke mig. Pandekage suppe? Og pomfritter med syltetøj? NEJ tak!
Men stedet var fantastisk. Bjergene var sindsyg højre og udsigten ekstrem, og ikke mindst var selvskabet jo i topklasse!!!!
Nu arbejder vi på et teaterstykke vi skal optræde med i weekenden, så jeg har travlt og er træt. Glæder mig bare til at få min hverdag tilbage!
Anders og Pernille (min nye roomie) ligger i den anden seng, de over vist også. Jeg tror de er ved at blive kærester, håber det!! Anders har været vild med hende siden skolens start, og på valentinsdag kyssede de så for første gang. Jaaaaah XD Ann-sofie er lige kommet ind, tror de meste af skolen sover, for hun siger der ik er nogle mennesker.
Alexander har lige fyldt min ipod op med en masse ny musik, så jeg har sat høretelefonerne i ørerne og skruet helt op for musikken.
Der er mange ting at tænke på når man sådan næsten er alene. Jeg tænker på min gamle skole, på mine venner derhjemme. Tænker på starten her, dengang jeg ingen kendte, fortryder lidt det førstehånds indtryk jeg fik lavet. Håber at gøre det bedre næste år på gymnasiet. Jeg glæder mig faktisk lidt, har været oppe og se det, og det er det helt rigtigt sted for mig!!! Så kryds fingre for at Roskilde gymnasium vil havde mig! :)
Det jeg kommer til at savne mest er nok hverdagen heroppe. Selvom jeg skal tidligt op, gøre rent hver morgen og ltid har travlt med skolesager, er der noget magisk over dagene.
Stuen (min husgruppe) kommer jeg også til at savne, MEGET! og Anders, kasper, Murad, Magnus, Marius og, ja i det hele taget alle. Håber bare min bedste ven kommer ind på samme gymnasium som mig. Heldigt at han også bor i verdens bedste by!
Skiferien var hård, sjov, men hård. Jeg fik ikke meget søvn, da jeg boede på seks-mands væresle nede i kælderen sammen med 4 drenge væresler, og vi skulle dele et bad! /: Hotellet var heller ikke noget at prale af, næsten en bondegård, der stod køer uden for huset. Og maden smagte af bæ, det gjorde den faktisk alle steder. Østrigsk mad er nok bare ikke mig. Pandekage suppe? Og pomfritter med syltetøj? NEJ tak!
Men stedet var fantastisk. Bjergene var sindsyg højre og udsigten ekstrem, og ikke mindst var selvskabet jo i topklasse!!!!
Nu arbejder vi på et teaterstykke vi skal optræde med i weekenden, så jeg har travlt og er træt. Glæder mig bare til at få min hverdag tilbage!
søndag den 14. februar 2010
Fastalavn
Først nogle smukke billeder af et par kreative elver, alle gået 10 år tilbage i tiden, får at opføre sig som små børn igen. Love it! Vi brokker os alle over at tiden går alt for stærk, men så svært er det slet ikke at spolle den tilbage, se selv...
Her ses en af mine bedste venner Jeppe, klædt ud som ridder (tror jeg???)
Lærene havde selvfølgelig glemt at fortælle os, at vi skulle holde fastelavn, og da vi fik det af vide mandag, var der ikke særlig mange af os der rent faktisk havde kostumer med, så vi måtte være yderst kreative. Låne tøj af hinanden, og kigge i design lokalet efter gam
le klude.Til højre ses mig (nummer 3 fra højre) og 6 af mine rigtig gode veninder, alle klædt ud som drenge. Vi rendte rundt på hele skolen, gennem rodede hver enkelt drengeskab, og ja, det her er hvad der kom ud af det. Ret nice, ikke?
Dette billede (til venstre) forestiller Mikkel Stender klædt ud som blotter. Det er ret genialt. Han har bare stukket en sok i bukseåbningen.
Et meget smukt billede af
min nye roomie Pernille, klædt ud som Ole Lukøje. Hun var SÅ træt den dag, at vi endte med at proppe hende ned i noget nattøj, låne hende en bamse og slæbe hende med til tøndeslåning. Hun ligner da en der nød det. Right?
Jep, alle var der skam, selv lille Per og hans elefant Bodil havde taget fri fra børnehave og var kommet for at få slik og kage. Simon Seindal (læs hans blok - Simons streg) har åbentbart alt for meget fritid, han havde skåret en elefant ud af pap. Det kalder jeg at gå op i fastelavn!
Sidst men ikke mindst har jeg fået et billede af dagens bedste kostume. Dette er Magnus, en af verdens sødeste og blødeste drenge, vendt på vrangen. Hvis nogen skulle være i tvivl, er han i punker. Han vandt prisen for bedste udklædning. Man kommer langt med lidt make-up.
Det var i det hele taget en fed dag, som vi sluttede af med at spise lækre fastelavns bolle, bare snakke og hygge på mit nye værelse. Desværre havde jeg en kammerat der havde hældt kågene vand ud over sin fod, så han lå syg i sin seng. Sikke en dag af gå glip af. En oplevelse som dette sker jo kun en gang i ens liv! Håber han er okay nu, og ikke er alt for ked af at være gået glip af festlighederne.
Tak til verdens barnligste elevhold, for en kreativ og vildt sjov fastelavnsfest, som den gang jeg var lille.
fredag den 12. februar 2010
Shopping tur a la best friends
På vej tilbage til skolen, ogå kaldet hjem, spørger the best friend pludselig og totalt spontant om vi ikke skulle tage et smut til Frederikssund Mandag, da vi begge har fri efter formiddagstimerne. Jeg, som ikke rigtigt havde fået snakket med ham siden han fik kæreste, kan ikke andet ind at sige ja. Lidt kvalitets tid er kun dejligt!
Det endte med vi fik den geniale ide at tage til København i stedet, det var lidt mere eksotisk. Det var en enorm hyggelig tur, udover at det tog vi kørte med, havde et støjproblem, og vi næsten ikke kunne veksle et ord med hinanden under det meste af turen, og at en af vores lærer ringede, fordi han mente vi ikke havde fået lov til at tage afsted, gud hvor blev min kammerat irriteret! Selvfølgelig havde vi da det.
Vi fik ikke købt så forfærdelig meget inde i byen, en t-shirt med skriften: "Missing a date, wanner go?" så min ven kunne invitere sin kæreste med til gallafesten.
Han gik og brokkede sig den første times tid, over hans knurrende mave, men han nægtede at spise på "Sunset" og alt andet var alt for dyrt. Det endte med at jeg med et smøred grin slæbte ham med derind og det var faktisk meget hyggeligt.
Min barnelige side førte os ind i "Fætter BR" hvor vi måbende fik øje på en karrussel. En karrussel!!!! I en legetøjsbutik, det er jo genialt!! Og den spillede en sjov og lidt gyserfilms agtig melodi.
Da vi igen var i Frederikssund og ventede på vores bus hjem til skolen, havde vi god tid, så vi gik og sparkede til hver vores isklump, og legede en lille leg jeg havde lært den dag. Det galt om at gå længst med sin isklump, uden at den går i stykker. Det lyder plat, men nøj det var sjovt, trikket er jo at hoppe på den andens isklump.
Lærene ville snakke med os da vi kom hjem, og det viste sig at der havde været en misforståelse. Vi fik besked på at forklare de andre elever hvad helt nøjagtigt reglerne for fritagelse er, så dem læste vi højt Tirsdag morgen.
Det var en helt utrolig dag, som kun har efterladt glade minder i mit hoved. Det var top kvalitets tid med en af verdens dejligste drenge!
Fastelavn har aldrig været så sjovt som det var Torsdag aften, da alle skolens elver havde taget det helt seriøst og klædt sig ud. Der var en punker, en politikvinde, en gangster, en engel (det var en dreng!) en mega svamp og mange mange flere! Selv var jeg klædt ud som dreng i smoking og slips.
Det var kanon sjovt, og vi legede en masse lege, slog katten af tønden, og spiste de fantastiske fastelavnsboller som kok-amok havde lavet. En kreativ og anderledes afslutning på en hård uge!
Nu er det vinterferie, jeg sidder derhjemme, men det er kun i aften. Skolekammeraterne kræver jo stadig opmærksomhed, men nej hvor er det dejligt ikke at skulle i skole i morgen!
Jeg er udmattet, nok mest fordi det har taget rigtigt hårdt på mig og pigerne, fordi nogle af værelserne i mit hus ikke har det så godt, derfor har vi fået nye værelser. Så farvel til Marie og Sissel, tremands værelset og hej til Pernille og tomands værelse.
Det er faktisk dejligt at have fundet det værelse jeg skal bo på, efter to ugers hårdt prøve tid, hvor jeg boede sammen med skønne Ann-Sofie. Nu håber jeg bare mig og Pernille kan blive lige så gode venner som jeg var med mine gamle roomies. Det tror jeg, for vi har de en masse at snakke om.
Kryds fingre for mit nye værelse, min kommende skiferie i Østrig og en god nats søvn.
Og tak til Pernille fordi hun er så cool med mig og værelset! Du er en vidunderlig pige <3 (Her ses et gammelt billede af Pernille og mig. Taget to uger efter begyndelsen på efterskolen)
Det endte med vi fik den geniale ide at tage til København i stedet, det var lidt mere eksotisk. Det var en enorm hyggelig tur, udover at det tog vi kørte med, havde et støjproblem, og vi næsten ikke kunne veksle et ord med hinanden under det meste af turen, og at en af vores lærer ringede, fordi han mente vi ikke havde fået lov til at tage afsted, gud hvor blev min kammerat irriteret! Selvfølgelig havde vi da det.
Vi fik ikke købt så forfærdelig meget inde i byen, en t-shirt med skriften: "Missing a date, wanner go?" så min ven kunne invitere sin kæreste med til gallafesten.
Han gik og brokkede sig den første times tid, over hans knurrende mave, men han nægtede at spise på "Sunset" og alt andet var alt for dyrt. Det endte med at jeg med et smøred grin slæbte ham med derind og det var faktisk meget hyggeligt.
Min barnelige side førte os ind i "Fætter BR" hvor vi måbende fik øje på en karrussel. En karrussel!!!! I en legetøjsbutik, det er jo genialt!! Og den spillede en sjov og lidt gyserfilms agtig melodi.
Da vi igen var i Frederikssund og ventede på vores bus hjem til skolen, havde vi god tid, så vi gik og sparkede til hver vores isklump, og legede en lille leg jeg havde lært den dag. Det galt om at gå længst med sin isklump, uden at den går i stykker. Det lyder plat, men nøj det var sjovt, trikket er jo at hoppe på den andens isklump.
Lærene ville snakke med os da vi kom hjem, og det viste sig at der havde været en misforståelse. Vi fik besked på at forklare de andre elever hvad helt nøjagtigt reglerne for fritagelse er, så dem læste vi højt Tirsdag morgen.
Det var en helt utrolig dag, som kun har efterladt glade minder i mit hoved. Det var top kvalitets tid med en af verdens dejligste drenge!
Fastelavn har aldrig været så sjovt som det var Torsdag aften, da alle skolens elver havde taget det helt seriøst og klædt sig ud. Der var en punker, en politikvinde, en gangster, en engel (det var en dreng!) en mega svamp og mange mange flere! Selv var jeg klædt ud som dreng i smoking og slips.
Det var kanon sjovt, og vi legede en masse lege, slog katten af tønden, og spiste de fantastiske fastelavnsboller som kok-amok havde lavet. En kreativ og anderledes afslutning på en hård uge!
Nu er det vinterferie, jeg sidder derhjemme, men det er kun i aften. Skolekammeraterne kræver jo stadig opmærksomhed, men nej hvor er det dejligt ikke at skulle i skole i morgen!
Jeg er udmattet, nok mest fordi det har taget rigtigt hårdt på mig og pigerne, fordi nogle af værelserne i mit hus ikke har det så godt, derfor har vi fået nye værelser. Så farvel til Marie og Sissel, tremands værelset og hej til Pernille og tomands værelse.
Det er faktisk dejligt at have fundet det værelse jeg skal bo på, efter to ugers hårdt prøve tid, hvor jeg boede sammen med skønne Ann-Sofie. Nu håber jeg bare mig og Pernille kan blive lige så gode venner som jeg var med mine gamle roomies. Det tror jeg, for vi har de en masse at snakke om.
Kryds fingre for mit nye værelse, min kommende skiferie i Østrig og en god nats søvn.
Og tak til Pernille fordi hun er så cool med mig og værelset! Du er en vidunderlig pige <3 (Her ses et gammelt billede af Pernille og mig. Taget to uger efter begyndelsen på efterskolen)
fredag den 5. februar 2010
Efterskole er bare et pusterum?
Nu skal jeg fortælle jer, hvad jeg personligt har lært i løbet af det halve år på efterskole. Udover alt det faglige, som der har været en del mere af en jeg forventede, har jeg lært om samfundet. Jeg har fundet ud af hvad jeg vil med mit liv.
Min bedste ven, som altid er grinende og smilende, som aldrig ville gøre en flue fortræd selvom han havde magten til det, som altid husker at komme og sige godnat til mig(måske også lidt fordi hans kæreste bor ved siden af?), og hvis det ikke kan lade sig gøre, ja så har han jo en mobil ;p som bringer en stemning med sig der gør at jeg aldrig kan være ked i hans nærhed, og som bor et sted der gav mig fordomme om ham helt fra starten, men han viste mig at det ikke er stedet man kommer fra, der gør én til den man er, men den måde man vælger at være på. Han har lært mig at en af de vigtigste ting i verden er at være sig selv. Tak...
Min elskede veninde (tidligere roomie) lærte mig mange ting, men vigtigst af alt, lærte hun mig at jeg aldrig skulle være alene. Hun har været rigtig mange svære ting igennem, og jeg tror jeg ser en del af mig, i hende. Vi har oplevet ting, der har gjort os sårbare på hver vores måde, og det har knyttet os utrolig godt sammen. Selvom vi nu ikke længere er roomies, ved jeg, at jeg aldrig skal være alene, og det skal hun heller ikke, vi har hinanden. Tak...
Min dejlige kammerat, som jeg faktisk også betragter som min bedste ven, har aldrig rigtigt gjort det store for mig, og på sin egen mærkelige måde, har han alligevel gjort så rigeligt. Da jeg startede på skolen var jeg meget oppe og kører, bange for at gå glip af noget sjovt, vigtigt, noget der knyttede folk sammen. Jeg ville på ingen måde glemmes eller holdes uden for. Han grinede af mig dengang, uden at jeg vidste det, syntes vist jeg var for meget, og det var jeg. Han lærte mig, med sit stille og rolige (og dovne) sind, at slappe af, glemme alt andet ind det jeg foretog mig, og bare nyde nuet. Jeg husker især hans fødselsdag, hvor vi brugte 2 timer på at ligge i hans seng, og læse Wulfmorgentaler tegneserier. Det var speicelt for mig. Tak...
Så har jeg to venner, helt unikke venner, der har lært mig hvad rigtig venskab er. Jeg har haft en masse små betydningsfulde øjeblikke med de to, og jeg ved at jeg altid kan regne med dem. Det er deres skuldre jeg har grædt ud ved, og i deres hjerter jeg gemmer mine hemmeligheder. Tak...
Du lærer meget på en efterskole, ikke kun fagligt. Tak alle sammen <3
Min bedste ven, som altid er grinende og smilende, som aldrig ville gøre en flue fortræd selvom han havde magten til det, som altid husker at komme og sige godnat til mig(måske også lidt fordi hans kæreste bor ved siden af?), og hvis det ikke kan lade sig gøre, ja så har han jo en mobil ;p som bringer en stemning med sig der gør at jeg aldrig kan være ked i hans nærhed, og som bor et sted der gav mig fordomme om ham helt fra starten, men han viste mig at det ikke er stedet man kommer fra, der gør én til den man er, men den måde man vælger at være på. Han har lært mig at en af de vigtigste ting i verden er at være sig selv. Tak...
Min elskede veninde (tidligere roomie) lærte mig mange ting, men vigtigst af alt, lærte hun mig at jeg aldrig skulle være alene. Hun har været rigtig mange svære ting igennem, og jeg tror jeg ser en del af mig, i hende. Vi har oplevet ting, der har gjort os sårbare på hver vores måde, og det har knyttet os utrolig godt sammen. Selvom vi nu ikke længere er roomies, ved jeg, at jeg aldrig skal være alene, og det skal hun heller ikke, vi har hinanden. Tak...
Min dejlige kammerat, som jeg faktisk også betragter som min bedste ven, har aldrig rigtigt gjort det store for mig, og på sin egen mærkelige måde, har han alligevel gjort så rigeligt. Da jeg startede på skolen var jeg meget oppe og kører, bange for at gå glip af noget sjovt, vigtigt, noget der knyttede folk sammen. Jeg ville på ingen måde glemmes eller holdes uden for. Han grinede af mig dengang, uden at jeg vidste det, syntes vist jeg var for meget, og det var jeg. Han lærte mig, med sit stille og rolige (og dovne) sind, at slappe af, glemme alt andet ind det jeg foretog mig, og bare nyde nuet. Jeg husker især hans fødselsdag, hvor vi brugte 2 timer på at ligge i hans seng, og læse Wulfmorgentaler tegneserier. Det var speicelt for mig. Tak...
Så har jeg to venner, helt unikke venner, der har lært mig hvad rigtig venskab er. Jeg har haft en masse små betydningsfulde øjeblikke med de to, og jeg ved at jeg altid kan regne med dem. Det er deres skuldre jeg har grædt ud ved, og i deres hjerter jeg gemmer mine hemmeligheder. Tak...
Du lærer meget på en efterskole, ikke kun fagligt. Tak alle sammen <3
søndag den 31. januar 2010
Weekend = Afslapning? Nope!!
På en næsten forladt station, i hovedstaden, står fire unge mennesker og synger, kun med få forbipasserende som publikum. Det er sent, nat og koldt, de fryser, står og hopper lidt, men ellers har de rettet alt deres opmærksomhed mod den livlige melodi de har sammensat. De griner og smiler til hinanden, og skaber i det hele taget en nærmest magisk stemning omkring sig. De venter på det meget forsinkede tog, sådan er det jo når der ligger sne overalt i Danmark, man sneer inde, men om en halv time, skulle der gerne komme et tog, det håber de i vært fald.
Kl. 5.00 ringer mit vække ur. Kl 5.00!!!!! Før fanden og solen og selv månen havde fået sko på. Jeg smækker besværet benene ud over sengekanten og sukker dybt, det skulle blive en lang dag. To timer efter møder jeg Anders på hovedbanen i København, han ser træt ud, men smiler glad da jeg kalder på ham, vi siger godmorgen, og tripper så ellers afsted mod bussen og Højbroplads.
"...og med os i studioet har vi i dag Amanda og Anders, som sammen med deres efterskolekammerater har samlet ind til Danmarks indsamlingen." Lød det i radioen en lille halv time efter. Åh jo, vi kom i radioen, og vi havde en masse at fortælle om vores geniale måder at samle ind på, 71 tusinde lige luks ned til Afrika. Afrika fik hjælp, og Anders og jeg fik vores 5 minutters berømmelse, men sikke en oplevelse det var. Sara Bro, David og Tony fra P3 viste os hvordan de kørte morgen radioen, og vi gik derfra med et smil på læben. Efter et kort café besøg tog vi turen hjem til mig, for ja, at sove!!! Eller jeg sov, Anders lå og prikkede mig drillende på kinden, sagde vist sjove lyde. Haha.
Da mørket havde lagt sig over København og jeg have sat Anders på det rigtige tog hjem, mødte jeg tre unge mennesker udenfor tivoli, Laura, Rune og Simon (jep, ham igen, Simon fra Simons streg). Dørende åbnede og i 6 timer sad vi i tivolis koncertsal, for at se Danmarks indsamlingen, efter selvfølgelig at have stået i en halv time og beundrende gloet på det store akvarium der var nede ved gaderoben. Det var hyggeligt at være derinde, og selvom musikken ikke lige var min type, og man fik ondt i hænderne af at klappe, og i benene af at sidde stille så længe, gik vi derfra halv 1 om natten, med en god stemning, måske egentlig bare fordi vi var sluppet derfra i live.
Vi strandende på stationen, togende var forsinkede eller aflyste, og vi var trætte og udmattede. Jeg prøvede forgæves at lokke Rune til at give en drink eller øl på en bar eller lignende, men det blev aldrig til noget, og til sidst hentede hans far os.
Jeg havde lige lagt mig til rette under den dejlig varme dyne, da Rune ruskede i mig, "Sku´ i have den øl eller hvad?" Grinede han. Vi sad oppe til halv fire, snakkede og blundede lidt hen på skift, drak vores øl og nød, at vi ikke boede nede i fattige Afrika, men kunne gå op og ligge os i nogle bløde senge, under nogle varme og trygge dyner.
Som en ordentlig slutning på en dejlig weekend, tog jeg hjem til Anders da vi stod på dagen efter, han prøvede at lære mig sin dårlig humor, som om jeg nogensinde kommer til at se The Simpsons. Sjovt? Hmm, ja måske, fik ikke set så meget, men skal jeg nok rette op på :) Til gengæl fandt jeg en mappe med gamle billede af Anders, og det slog mig, at selv han engang havde været en lille og sød dreng, længe før jeg mødte ham.
Slut med Danmarks indsamlingen for i år, så er der kun min artikel tilbage, deadline 10 feburar, læs efterskole bladet/avisen :)
Og tak til de dejlige elever, da valgte at det netop var mig der skulle ind og se showet, også selvom det desværre ikke levede op til mine forventninger.
Kl. 5.00 ringer mit vække ur. Kl 5.00!!!!! Før fanden og solen og selv månen havde fået sko på. Jeg smækker besværet benene ud over sengekanten og sukker dybt, det skulle blive en lang dag. To timer efter møder jeg Anders på hovedbanen i København, han ser træt ud, men smiler glad da jeg kalder på ham, vi siger godmorgen, og tripper så ellers afsted mod bussen og Højbroplads.
"...og med os i studioet har vi i dag Amanda og Anders, som sammen med deres efterskolekammerater har samlet ind til Danmarks indsamlingen." Lød det i radioen en lille halv time efter. Åh jo, vi kom i radioen, og vi havde en masse at fortælle om vores geniale måder at samle ind på, 71 tusinde lige luks ned til Afrika. Afrika fik hjælp, og Anders og jeg fik vores 5 minutters berømmelse, men sikke en oplevelse det var. Sara Bro, David og Tony fra P3 viste os hvordan de kørte morgen radioen, og vi gik derfra med et smil på læben. Efter et kort café besøg tog vi turen hjem til mig, for ja, at sove!!! Eller jeg sov, Anders lå og prikkede mig drillende på kinden, sagde vist sjove lyde. Haha.
Da mørket havde lagt sig over København og jeg have sat Anders på det rigtige tog hjem, mødte jeg tre unge mennesker udenfor tivoli, Laura, Rune og Simon (jep, ham igen, Simon fra Simons streg). Dørende åbnede og i 6 timer sad vi i tivolis koncertsal, for at se Danmarks indsamlingen, efter selvfølgelig at have stået i en halv time og beundrende gloet på det store akvarium der var nede ved gaderoben. Det var hyggeligt at være derinde, og selvom musikken ikke lige var min type, og man fik ondt i hænderne af at klappe, og i benene af at sidde stille så længe, gik vi derfra halv 1 om natten, med en god stemning, måske egentlig bare fordi vi var sluppet derfra i live.
Vi strandende på stationen, togende var forsinkede eller aflyste, og vi var trætte og udmattede. Jeg prøvede forgæves at lokke Rune til at give en drink eller øl på en bar eller lignende, men det blev aldrig til noget, og til sidst hentede hans far os.
Jeg havde lige lagt mig til rette under den dejlig varme dyne, da Rune ruskede i mig, "Sku´ i have den øl eller hvad?" Grinede han. Vi sad oppe til halv fire, snakkede og blundede lidt hen på skift, drak vores øl og nød, at vi ikke boede nede i fattige Afrika, men kunne gå op og ligge os i nogle bløde senge, under nogle varme og trygge dyner.
Som en ordentlig slutning på en dejlig weekend, tog jeg hjem til Anders da vi stod på dagen efter, han prøvede at lære mig sin dårlig humor, som om jeg nogensinde kommer til at se The Simpsons. Sjovt? Hmm, ja måske, fik ikke set så meget, men skal jeg nok rette op på :) Til gengæl fandt jeg en mappe med gamle billede af Anders, og det slog mig, at selv han engang havde været en lille og sød dreng, længe før jeg mødte ham.
Slut med Danmarks indsamlingen for i år, så er der kun min artikel tilbage, deadline 10 feburar, læs efterskole bladet/avisen :)
Og tak til de dejlige elever, da valgte at det netop var mig der skulle ind og se showet, også selvom det desværre ikke levede op til mine forventninger.
lørdag den 23. januar 2010
When one, become two
Da jeg besluttede at jeg ikke var klar til gymnasiet, og i stedet ville tage et år på efterskole, havde jeg regnet med mange ting. Jeg regnede med at finde en utrolig god veninde i min kommende roomie, opleve en masse grænseoverskridende ting, og ikke mindst, få mig en bedste ven, som jeg kunne hænge ud med døgnet rund. Ikke nok med at alt dette blev virkelighed, fik jeg ikke bare én bedste ven, jeg fik to.
Når folk spørger mig hvem min bedste ven er, er det svært for mig at svare, det har det altid været, men en gang var det fordi jeg ikke havde én, nu kan jeg ikke vælge hvilken én jeg skal sige.
Jeg mødte den ene over en opvask, og vi knyttede hurtigt et bånd, der gjorde at jeg glemte verden omkring mig, han fik mig til at smile, og jeg vidste med det samme, at her havde jeg fundet en ven, jeg kunne fortælle alting til, en ven jeg kunne falde til ro sammen med.
Når jeg er ked af det, og ikke har lyst til at snakke om tingende, er det den anden jeg opsøger. Blot hans tilstedeværelse gør mig glad, hans grin smitter som en slem influenza, og jeg glemmer hurtigt mine problemer.
Jeg har med vilje valg, ikke at angive deres navne, det er rart, at jeg har dem for mig selv, at du, som læser, kan få en fornemmelse af hvad rigtige venner er, uden at de skal have et navn eller et ansigt, forstår du, en ven, er ikke bare en person, nej, en ven er en følelse, en fornemmelse af tryghed og nærhed, en duft af glæde og en lyd af latter. Forstil dig alle disse ting, og du vil få det perfekte billede og navn på mine to bedste venner...
Når folk spørger mig hvem min bedste ven er, er det svært for mig at svare, det har det altid været, men en gang var det fordi jeg ikke havde én, nu kan jeg ikke vælge hvilken én jeg skal sige.
Jeg mødte den ene over en opvask, og vi knyttede hurtigt et bånd, der gjorde at jeg glemte verden omkring mig, han fik mig til at smile, og jeg vidste med det samme, at her havde jeg fundet en ven, jeg kunne fortælle alting til, en ven jeg kunne falde til ro sammen med.
Når jeg er ked af det, og ikke har lyst til at snakke om tingende, er det den anden jeg opsøger. Blot hans tilstedeværelse gør mig glad, hans grin smitter som en slem influenza, og jeg glemmer hurtigt mine problemer.
Jeg har med vilje valg, ikke at angive deres navne, det er rart, at jeg har dem for mig selv, at du, som læser, kan få en fornemmelse af hvad rigtige venner er, uden at de skal have et navn eller et ansigt, forstår du, en ven, er ikke bare en person, nej, en ven er en følelse, en fornemmelse af tryghed og nærhed, en duft af glæde og en lyd af latter. Forstil dig alle disse ting, og du vil få det perfekte billede og navn på mine to bedste venner...
torsdag den 21. januar 2010
onsdag den 13. januar 2010
Ind the end you got a friend for livetime
Klokken nærmer sig 21.00, og skolen er mørk, rundt omkring høres larm fra elever, der skynder sig afsted mellem husene, jeg ser skikkelserne, men i aften er det ligegyldigt hvem det er, for jeg har noget jeg skal. Jeg har Anders på min venstre side, og Stine på min højre, vi er på vej ud til vores hemmelige sted. Her sætter vi os på den tilfrosne bænk, altid Anders i midten, så mig og Stine kan putte sig godt ind til ham. Der er stjerneklart, og vi sidder længe bare og kigger efter stjerneskud. Vi snakker, Anders fortæller sjove historier, og vi afslører ting, ingen andre ved om os.
Stine og Anders er to af mine bedste venner, jeg ved, af lige de to, altid vil stå klar med et kram og et trøstende ord, hvis jeg har brug for det. Her ses de nytårsaften, (hvilket var en fed aften, som jeg har skrevet i et tidligere indlæg). Stine bor i mit hus, og er en af de piger jeg elsker aller højest. Anders var en af de personer jeg allerførst lærte af kende, og den jeg har været rigtigt gode venner med i længest tid.
Rundt om os pudsler dyrene i buskene, bølgerne bruser mod stranden, og et sted langt borte høres et grin, jeg kan ikke lade være med at nyde øjeblikket.
Vi har ikke styr på tiden, men når kulden begynder at krybe gennem bukserne, og vores rumper bliver kolde, går vi langsomt tilbage til huset, her siger vi godnat til Anders, inden han smutter hjem til sit hus. Jeg elsker de vante godnat besøg mange af drengene kommer med. Så føler mig at dagen endte godt, og man kan roligt ligge sig i sin seng, og tænke tilbage på en vidunderlig dag.
Tak til Anders og Stine, fo at være en del af min efterskole :)
torsdag den 7. januar 2010
Lydene
Her forleden havde jeg et af de her øjeblikke, hvor man bare er over lykkelig for at være, hvor man er. Et øjeblik, man virkelig sætter pris på. Vi havde lige spist aftensmad, og var på vej tilbage til vores værelser for at lave lektier, og jeg stod og snakkede lidt med et par af drengene fra en anden husgruppe, diskuterede om brætspil var sjovt eller nedern. Mikkel, en rigtigt god ven, var egning med mig, man bliver aldrig for gammel til brætspil, hvorimod den anden dreng, Marius nægtede at deltage i vores begejstring. Vi blev ikke rigtigt færdig med vores diskution, men jeg valgte at bevæge mig den modsatte vej af dem, hjem til mit hus. Mens jeg gik der, i den knitrende sne, mellem de vislende træer, hørte jeg deres stadig diskuterende stemmer, og jeg vendte mig om og kigge efter dem. To mørke siluetter af et par gode venner, gik side om side, og jeg kunne ikke lade være med at smile.
Det er en af de ting jeg elsker allermest ved min skole, lydene. Selvom man måske ikke lige går og ligger så forfærdelig meget mærke til det, så er der hele tiden lyde. F.eks når jeg går alene tilbage fra et af de andre huse, og jeg kan høre de grinende stemmer inde bag vinduerne, hestenes prusten, lyden af det flagrende flag. Lyden gør, at jeg kan mærke skolen sjæl, den sjæl mine medelever er skyld i. Jeg ved, at selvom jeg ikke kan se en eneste person, er jeg alligevel omgivet af elskelige mennesker, som gør min hverdag så vidunderlig.
Vi er jo lige kommet tilbage fra ferie, og på vejen herop samlede min far og jeg, Simon (ham der tegner Simons streg, som kan findes på forsiden) op, han havde sin guitar med, og af en eller anden grund fik vi ikke lagt den om bag i bilen, så mens vi kørte begyndte han at spille på den, en stille, men frisk melodi, og jeg indså hvor meget jeg egentlig har savnet lyden af en guitar. Det var fantastisk bare at side der i bilen, se landskabet ændre sig, og høre på Simon. Jeg tror altid jeg vil forbinde guitaren med dette år. Det mest musikalske år i hele mit liv. Nu håber jeg bare jeg kan tage mig sammen, og selv lærer at spille, så jeg selv kan skabe de lyde, der giver min skole sjæl og ånd.
Det er en af de ting jeg elsker allermest ved min skole, lydene. Selvom man måske ikke lige går og ligger så forfærdelig meget mærke til det, så er der hele tiden lyde. F.eks når jeg går alene tilbage fra et af de andre huse, og jeg kan høre de grinende stemmer inde bag vinduerne, hestenes prusten, lyden af det flagrende flag. Lyden gør, at jeg kan mærke skolen sjæl, den sjæl mine medelever er skyld i. Jeg ved, at selvom jeg ikke kan se en eneste person, er jeg alligevel omgivet af elskelige mennesker, som gør min hverdag så vidunderlig.
Vi er jo lige kommet tilbage fra ferie, og på vejen herop samlede min far og jeg, Simon (ham der tegner Simons streg, som kan findes på forsiden) op, han havde sin guitar med, og af en eller anden grund fik vi ikke lagt den om bag i bilen, så mens vi kørte begyndte han at spille på den, en stille, men frisk melodi, og jeg indså hvor meget jeg egentlig har savnet lyden af en guitar. Det var fantastisk bare at side der i bilen, se landskabet ændre sig, og høre på Simon. Jeg tror altid jeg vil forbinde guitaren med dette år. Det mest musikalske år i hele mit liv. Nu håber jeg bare jeg kan tage mig sammen, og selv lærer at spille, så jeg selv kan skabe de lyde, der giver min skole sjæl og ånd.
fredag den 1. januar 2010
Nytår
Så skete det, år 09 (det bedste år ever!) sluttede, festligt XD
Tog hjem til min dejlige veninde og husgruppe medlem sara, sammen med stine og anders, 2 af mine aller bedste venner fra skolen, vi rå hyggede, lavede nytårsmiddag ala Stine, hvilket var en speciel oplevelse, lun katoffelsuppe, lasagne. Anders havde taget hjemmelavet chokolademouse med! Nams!! Kl 11 cyklede vi over til resten af skolens elever, som vi skulle holde nytår med, og pludselig stod vi på stole og hoppede jublende ind i det nye år. En fantastisk fest, vild dans, sjove samtaler, og en smuk eksploderende himmel. Vidunderlig slutning på det bedste år ever, og en endnu bedre start, på et endnu bedre år! vågnede op på sofaen i morges, omgivet af 10 af mine yndlings mennesker. Vidunderligt at feste med jer, fantastisk at kende jer! kun 2 dage til skolestart! xD LYKKE!
Tog hjem til min dejlige veninde og husgruppe medlem sara, sammen med stine og anders, 2 af mine aller bedste venner fra skolen, vi rå hyggede, lavede nytårsmiddag ala Stine, hvilket var en speciel oplevelse, lun katoffelsuppe, lasagne. Anders havde taget hjemmelavet chokolademouse med! Nams!! Kl 11 cyklede vi over til resten af skolens elever, som vi skulle holde nytår med, og pludselig stod vi på stole og hoppede jublende ind i det nye år. En fantastisk fest, vild dans, sjove samtaler, og en smuk eksploderende himmel. Vidunderlig slutning på det bedste år ever, og en endnu bedre start, på et endnu bedre år! vågnede op på sofaen i morges, omgivet af 10 af mine yndlings mennesker. Vidunderligt at feste med jer, fantastisk at kende jer! kun 2 dage til skolestart! xD LYKKE!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)