Da jeg besluttede at jeg ikke var klar til gymnasiet, og i stedet ville tage et år på efterskole, havde jeg regnet med mange ting. Jeg regnede med at finde en utrolig god veninde i min kommende roomie, opleve en masse grænseoverskridende ting, og ikke mindst, få mig en bedste ven, som jeg kunne hænge ud med døgnet rund. Ikke nok med at alt dette blev virkelighed, fik jeg ikke bare én bedste ven, jeg fik to.
Når folk spørger mig hvem min bedste ven er, er det svært for mig at svare, det har det altid været, men en gang var det fordi jeg ikke havde én, nu kan jeg ikke vælge hvilken én jeg skal sige.
Jeg mødte den ene over en opvask, og vi knyttede hurtigt et bånd, der gjorde at jeg glemte verden omkring mig, han fik mig til at smile, og jeg vidste med det samme, at her havde jeg fundet en ven, jeg kunne fortælle alting til, en ven jeg kunne falde til ro sammen med.
Når jeg er ked af det, og ikke har lyst til at snakke om tingende, er det den anden jeg opsøger. Blot hans tilstedeværelse gør mig glad, hans grin smitter som en slem influenza, og jeg glemmer hurtigt mine problemer.
Jeg har med vilje valg, ikke at angive deres navne, det er rart, at jeg har dem for mig selv, at du, som læser, kan få en fornemmelse af hvad rigtige venner er, uden at de skal have et navn eller et ansigt, forstår du, en ven, er ikke bare en person, nej, en ven er en følelse, en fornemmelse af tryghed og nærhed, en duft af glæde og en lyd af latter. Forstil dig alle disse ting, og du vil få det perfekte billede og navn på mine to bedste venner...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar