I løbet af det sidste halve år, har jeg haft mig en lille gruppe, bestående af en person fra hver husgruppe på skolen. Resten af skolens elever har haldet vores gruppe, som vi har været så kreative at kalde "Hoppegruppen".
I går kl 01.30 blev det så afsløret. Iført sorte kapper og hvide masker gik hvert medlem af "Hoppegruppen" ud til en husgruppe, og her vækkede de så resten af skolens elever på grussomme og overraskende måder. (jeg forsøgte tappert at vække Landeriet, som overhoved ik reagerede på min voldelige smækkenden med dørende og skrigen.)eleverne gik ned i ridehallen, hvor Thomas, en af skolens lærere, sendte dem afsted til forskellige poster. Historien gik på at en af eleverne (Katrine) var blevet myrdet i nattensløb, og nu skulle moderen findes.
Der var 8 poster, hvor forskellige uhyggelige opgaver skulle løses. rundt på hele skolen kom eleverne, og i skoven hang dukker i træerne og økser var stukket ind hver træstup der kunne findes.
Det var vildt fedt at have angeret dette løb, og jeg håber meget at folk syntes det var sjovt, og uhyggeligt!
Nu er "Hoppegruppen" ikke længere eksisterende /: Men hva fuck, det var sjovt.
Amanda Engel Thilo
torsdag den 27. maj 2010
fredag den 21. maj 2010
De fem små ærter
Hver morgen har vi morgensang. I dag, var det en dreng ved navn Murad der holdt den. Han er fra Iran.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:
Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.
Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.
Slut.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:
Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.
Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.
Slut.
torsdag den 20. maj 2010
Wow
Min computer har været i stykker her på det sidste, men nu tror jeg den er i orden XD Wiiie :) Ej, men det store hele er, at jeg lige har opdaget af en lille del af mine efterskolkammerater har fået oprettet deres egne blogge i mellem tiden !! Sejt!!!
Jeg har tilføjede dem under "Blogge "Tjek dem ud!
Amanda
Jeg har tilføjede dem under "Blogge "Tjek dem ud!
Amanda
Galla!! XD
Da jeg vågnede i morges skreg mit hoved og min krop på mere søvn.Jeg havde det nøjagtigt som jeg plejer at have det om morgenen efter en fest XO En rigtigt druk fest, og det var det ikke i går. I går var det gallafest på skolen. Det vil sige, uden alkohol.
Dagen startede med matematik timer, men det var røvsygt, så vi springer dem over...
Derefter lavede mit linjefag "Kok Amok" maden, som skulle spises til den fine galla middag senere på aftenen.
Så var det ellers tid til make-up, kjoler og hår! Det tog knap to timer. Alle pigerne fra min husgruppe (Frennebo-stuen) var samlet på mit værelse, for at synge med på gamle pop-sange og holde øje med hvornår drengene ville komme.
Pludselig ser vi dem, 33 drenge i fine jakkesæt, skjorter, slips og butterfly, på vej mod vores husgruppe. Panik!
De kommer ind med roser og tager os underarmen, sammen går vi rundt og samler de sidste piger op, inden vi samlet gik ned til spisesalen, hvor der blev taget billeder på den rødeløber (billeder kommer senere) og spist lækker mad. Der blev holdt fine taler, og sunget sange.
I vores samlingshus, der hvor klasselokalerne også er, var der gjort klart til dans, og fest. Skolen havde hyret et band, 5 drenge, der alle havde gået på skolen for 27 år siden. De fyrede den maks af, og det var vildt fedt!
Ingen tvivl om at de drenge der går på min efterskole er de bedste dansere!!!! De svingede en rundt, løftede en op, snurrede rundt, så man blev helt forpustet.
På et tidspunkt spillede bandet "Give me my mony back" og pludselig hold trommeslageren op med at spille, tog en tamborin, og bandet begyndte at bevægesig gennem rummet, m,ens de spillede. Vi fulde selvfølgelig efter, også stod vi pludselig udenfor. Her spillede bandet videre, vi sang med, op mod den mørke natte himmel. Det var en vildt fedt oplevelse! Tak
Da aftenen sluttede var alle udmattede, trætte men glade. Jeg faldt i søvn med et smil på læben. Selvom det bliver rart at møde nye mennesker, er der ingen der fyrer en fed fest som disse elever! Og vi kan gøre det UDEN alkohol XD
Billeder fra Galla vil blive vedlagt i løbet af denne uge :)
Amanda Engel Thilo
Dagen startede med matematik timer, men det var røvsygt, så vi springer dem over...
Derefter lavede mit linjefag "Kok Amok" maden, som skulle spises til den fine galla middag senere på aftenen.
Så var det ellers tid til make-up, kjoler og hår! Det tog knap to timer. Alle pigerne fra min husgruppe (Frennebo-stuen) var samlet på mit værelse, for at synge med på gamle pop-sange og holde øje med hvornår drengene ville komme.
Pludselig ser vi dem, 33 drenge i fine jakkesæt, skjorter, slips og butterfly, på vej mod vores husgruppe. Panik!
De kommer ind med roser og tager os underarmen, sammen går vi rundt og samler de sidste piger op, inden vi samlet gik ned til spisesalen, hvor der blev taget billeder på den rødeløber (billeder kommer senere) og spist lækker mad. Der blev holdt fine taler, og sunget sange.
I vores samlingshus, der hvor klasselokalerne også er, var der gjort klart til dans, og fest. Skolen havde hyret et band, 5 drenge, der alle havde gået på skolen for 27 år siden. De fyrede den maks af, og det var vildt fedt!
Ingen tvivl om at de drenge der går på min efterskole er de bedste dansere!!!! De svingede en rundt, løftede en op, snurrede rundt, så man blev helt forpustet.
På et tidspunkt spillede bandet "Give me my mony back" og pludselig hold trommeslageren op med at spille, tog en tamborin, og bandet begyndte at bevægesig gennem rummet, m,ens de spillede. Vi fulde selvfølgelig efter, også stod vi pludselig udenfor. Her spillede bandet videre, vi sang med, op mod den mørke natte himmel. Det var en vildt fedt oplevelse! Tak
Da aftenen sluttede var alle udmattede, trætte men glade. Jeg faldt i søvn med et smil på læben. Selvom det bliver rart at møde nye mennesker, er der ingen der fyrer en fed fest som disse elever! Og vi kan gøre det UDEN alkohol XD
Billeder fra Galla vil blive vedlagt i løbet af denne uge :)
Amanda Engel Thilo
tirsdag den 18. maj 2010
Jaja Hr. lærer.
Pause. Men også kun fordi min lærer gik.
Sådan er det nu engang at gå i skole, eksamner, eksamner, eksamner... Jaja, jeg skal nok. Puha. Nu mangler jeg heldigvis kun de mundtlige. Jeg har trukket "Sjov på skrift" så jeg har kastet mig ud i et manuskript fra "Klovn".
Det er faktisk lidt hyggeligt, at sidde her sammen med Alexander Hjorth og svede over en forbandet analysemodel. Men hva pokker, det er jo lidt hyggeligt, og så slipper jeg i det mindste for at sidde til kedelige timer.
Men bliver nok nød til at smutte, min lærer er tilbage nu, og der er arbejde der kalder.
Kashmir i ørene og Mac'en i orden :) Jes, det kører.
Amanda Thilo
Sådan er det nu engang at gå i skole, eksamner, eksamner, eksamner... Jaja, jeg skal nok. Puha. Nu mangler jeg heldigvis kun de mundtlige. Jeg har trukket "Sjov på skrift" så jeg har kastet mig ud i et manuskript fra "Klovn".
Det er faktisk lidt hyggeligt, at sidde her sammen med Alexander Hjorth og svede over en forbandet analysemodel. Men hva pokker, det er jo lidt hyggeligt, og så slipper jeg i det mindste for at sidde til kedelige timer.
Men bliver nok nød til at smutte, min lærer er tilbage nu, og der er arbejde der kalder.
Kashmir i ørene og Mac'en i orden :) Jes, det kører.
Amanda Thilo
onsdag den 12. maj 2010
Nye elever :/
37 dage til Roskilde festival.
En oplysning et hvert normalt ungt menneske er lykkelig for at få, undtagen dem der går på eftrskole...
37 dage tilbage...
I weekenden skete det så, den frygtede dag kom. Den dag vi tydeligt husker selv at have oplevet. Vi husker da det var os der sad på gulvet og kiggede nervøst rundt på de uge mennesker omkring os. Det var os, for et år siden, der smilende og lykkelige troppede op på skolen, os der var de kommende elever.
Men ikke i år. I år var det ikke os, det var ikke mig der skulle møde mine to dejlige rommies (den gang Marie og Sissel), ikke mig der skulle have rundvisning, vælge linjefag og med et lykkeligt smil se mit kommende værelse.
Det var dem. Dem, de nye.
Pernille (min "nye" roomie) og jeg stod spændt og ventede udenfor vores hus. Ventede på at møde de to nye piger, der efter sommerferien skal flytte ind på vores værelse, i vores senge. Maya og Maija hedder de. De er de sødeste, smukkeste og mest perfekte piger jeg kunne forstille mig, og jeg er ovenud lykkelige over at de skal gå på min skole, på mit værelse. Ønsker dem alt mulig held og lykke.
Selvom de er mega søde, gjorde det ondt. Det gjorde ondt helt ind i hjertet. Det stak og prikkede i brystet og gråden nærmede sig. Hvordan kan man være glad, når man skal forlade sit hjem, forevigt? Dem man elsker, skal man aldrig se igen, i vært fald ikke hverdag. Og alligevel var jeg lykkelig. Lykkelig over at have fået et år her, på den bedste skole i verden, sammen med de sødeste og mest vidunderlige mennesker i verden. Jeg vil aldrig kunne ønske mig mere...
Me jeg er bange, og nervøs for hvad fremtiden nu skal bringe, samtidig er jeg spændt, jeg glæder mig. Tusinde følelser kører rundt i hovedet på mig. Jeg må vel bare lytte til min bedste ven, han er så klog, uden selv at vide det.
"Efterskole året er et eventyr. Du kan ikke brokke dig over det ender, kun glæde dig over at du fik det." Håber mit eventyr ender lykkeligt.
En oplysning et hvert normalt ungt menneske er lykkelig for at få, undtagen dem der går på eftrskole...
37 dage tilbage...
I weekenden skete det så, den frygtede dag kom. Den dag vi tydeligt husker selv at have oplevet. Vi husker da det var os der sad på gulvet og kiggede nervøst rundt på de uge mennesker omkring os. Det var os, for et år siden, der smilende og lykkelige troppede op på skolen, os der var de kommende elever.
Men ikke i år. I år var det ikke os, det var ikke mig der skulle møde mine to dejlige rommies (den gang Marie og Sissel), ikke mig der skulle have rundvisning, vælge linjefag og med et lykkeligt smil se mit kommende værelse.
Det var dem. Dem, de nye.
Pernille (min "nye" roomie) og jeg stod spændt og ventede udenfor vores hus. Ventede på at møde de to nye piger, der efter sommerferien skal flytte ind på vores værelse, i vores senge. Maya og Maija hedder de. De er de sødeste, smukkeste og mest perfekte piger jeg kunne forstille mig, og jeg er ovenud lykkelige over at de skal gå på min skole, på mit værelse. Ønsker dem alt mulig held og lykke.
Selvom de er mega søde, gjorde det ondt. Det gjorde ondt helt ind i hjertet. Det stak og prikkede i brystet og gråden nærmede sig. Hvordan kan man være glad, når man skal forlade sit hjem, forevigt? Dem man elsker, skal man aldrig se igen, i vært fald ikke hverdag. Og alligevel var jeg lykkelig. Lykkelig over at have fået et år her, på den bedste skole i verden, sammen med de sødeste og mest vidunderlige mennesker i verden. Jeg vil aldrig kunne ønske mig mere...
Me jeg er bange, og nervøs for hvad fremtiden nu skal bringe, samtidig er jeg spændt, jeg glæder mig. Tusinde følelser kører rundt i hovedet på mig. Jeg må vel bare lytte til min bedste ven, han er så klog, uden selv at vide det.
"Efterskole året er et eventyr. Du kan ikke brokke dig over det ender, kun glæde dig over at du fik det." Håber mit eventyr ender lykkeligt.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)