37 dage til Roskilde festival.
En oplysning et hvert normalt ungt menneske er lykkelig for at få, undtagen dem der går på eftrskole...
37 dage tilbage...
I weekenden skete det så, den frygtede dag kom. Den dag vi tydeligt husker selv at have oplevet. Vi husker da det var os der sad på gulvet og kiggede nervøst rundt på de uge mennesker omkring os. Det var os, for et år siden, der smilende og lykkelige troppede op på skolen, os der var de kommende elever.
Men ikke i år. I år var det ikke os, det var ikke mig der skulle møde mine to dejlige rommies (den gang Marie og Sissel), ikke mig der skulle have rundvisning, vælge linjefag og med et lykkeligt smil se mit kommende værelse.
Det var dem. Dem, de nye.
Pernille (min "nye" roomie) og jeg stod spændt og ventede udenfor vores hus. Ventede på at møde de to nye piger, der efter sommerferien skal flytte ind på vores værelse, i vores senge. Maya og Maija hedder de. De er de sødeste, smukkeste og mest perfekte piger jeg kunne forstille mig, og jeg er ovenud lykkelige over at de skal gå på min skole, på mit værelse. Ønsker dem alt mulig held og lykke.
Selvom de er mega søde, gjorde det ondt. Det gjorde ondt helt ind i hjertet. Det stak og prikkede i brystet og gråden nærmede sig. Hvordan kan man være glad, når man skal forlade sit hjem, forevigt? Dem man elsker, skal man aldrig se igen, i vært fald ikke hverdag. Og alligevel var jeg lykkelig. Lykkelig over at have fået et år her, på den bedste skole i verden, sammen med de sødeste og mest vidunderlige mennesker i verden. Jeg vil aldrig kunne ønske mig mere...
Me jeg er bange, og nervøs for hvad fremtiden nu skal bringe, samtidig er jeg spændt, jeg glæder mig. Tusinde følelser kører rundt i hovedet på mig. Jeg må vel bare lytte til min bedste ven, han er så klog, uden selv at vide det.
"Efterskole året er et eventyr. Du kan ikke brokke dig over det ender, kun glæde dig over at du fik det." Håber mit eventyr ender lykkeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar