De fem små ærter

Hver morgen har vi morgensang. I dag, var det en dreng ved navn Murad der holdt den. Han er fra Iran.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:

Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.

Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.

Slut.