Weekend = Afslapning? Nope!!

På en næsten forladt station, i hovedstaden, står fire unge mennesker og synger, kun med få forbipasserende som publikum. Det er sent, nat og koldt, de fryser, står og hopper lidt, men ellers har de rettet alt deres opmærksomhed mod den livlige melodi de har sammensat. De griner og smiler til hinanden, og skaber i det hele taget en nærmest magisk stemning omkring sig. De venter på det meget forsinkede tog, sådan er det jo når der ligger sne overalt i Danmark, man sneer inde, men om en halv time, skulle der gerne komme et tog, det håber de i vært fald.

Kl. 5.00 ringer mit vække ur. Kl 5.00!!!!! Før fanden og solen og selv månen havde fået sko på. Jeg smækker besværet benene ud over sengekanten og sukker dybt, det skulle blive en lang dag. To timer efter møder jeg Anders på hovedbanen i København, han ser træt ud, men smiler glad da jeg kalder på ham, vi siger godmorgen, og tripper så ellers afsted mod bussen og Højbroplads.
"...og med os i studioet har vi i dag Amanda og Anders, som sammen med deres efterskolekammerater har samlet ind til Danmarks indsamlingen." Lød det i radioen en lille halv time efter. Åh jo, vi kom i radioen, og vi havde en masse at fortælle om vores geniale måder at samle ind på, 71 tusinde lige luks ned til Afrika. Afrika fik hjælp, og Anders og jeg fik vores 5 minutters berømmelse, men sikke en oplevelse det var. Sara Bro, David og Tony fra P3 viste os hvordan de kørte morgen radioen, og vi gik derfra med et smil på læben. Efter et kort café besøg tog vi turen hjem til mig, for ja, at sove!!! Eller jeg sov, Anders lå og prikkede mig drillende på kinden, sagde vist sjove lyde. Haha.
Da mørket havde lagt sig over København og jeg have sat Anders på det rigtige tog hjem, mødte jeg tre unge mennesker udenfor tivoli, Laura, Rune og Simon (jep, ham igen, Simon fra Simons streg). Dørende åbnede og i 6 timer sad vi i tivolis koncertsal, for at se Danmarks indsamlingen, efter selvfølgelig at have stået i en halv time og beundrende gloet på det store akvarium der var nede ved gaderoben. Det var hyggeligt at være derinde, og selvom musikken ikke lige var min type, og man fik ondt i hænderne af at klappe, og i benene af at sidde stille så længe, gik vi derfra halv 1 om natten, med en god stemning, måske egentlig bare fordi vi var sluppet derfra i live.
Vi strandende på stationen, togende var forsinkede eller aflyste, og vi var trætte og udmattede. Jeg prøvede forgæves at lokke Rune til at give en drink eller øl på en bar eller lignende, men det blev aldrig til noget, og til sidst hentede hans far os.
Jeg havde lige lagt mig til rette under den dejlig varme dyne, da Rune ruskede i mig, "Sku´ i have den øl eller hvad?" Grinede han. Vi sad oppe til halv fire, snakkede og blundede lidt hen på skift, drak vores øl og nød, at vi ikke boede nede i fattige Afrika, men kunne gå op og ligge os i nogle bløde senge, under nogle varme og trygge dyner.
Som en ordentlig slutning på en dejlig weekend, tog jeg hjem til Anders da vi stod på dagen efter, han prøvede at lære mig sin dårlig humor, som om jeg nogensinde kommer til at se The Simpsons. Sjovt? Hmm, ja måske, fik ikke set så meget, men skal jeg nok rette op på :) Til gengæl fandt jeg en mappe med gamle billede af Anders, og det slog mig, at selv han engang havde været en lille og sød dreng, længe før jeg mødte ham.

Slut med Danmarks indsamlingen for i år, så er der kun min artikel tilbage, deadline 10 feburar, læs efterskole bladet/avisen :)
Og tak til de dejlige elever, da valgte at det netop var mig der skulle ind og se showet, også selvom det desværre ikke levede op til mine forventninger.

When one, become two

Da jeg besluttede at jeg ikke var klar til gymnasiet, og i stedet ville tage et år på efterskole, havde jeg regnet med mange ting. Jeg regnede med at finde en utrolig god veninde i min kommende roomie, opleve en masse grænseoverskridende ting, og ikke mindst, få mig en bedste ven, som jeg kunne hænge ud med døgnet rund. Ikke nok med at alt dette blev virkelighed, fik jeg ikke bare én bedste ven, jeg fik to.
Når folk spørger mig hvem min bedste ven er, er det svært for mig at svare, det har det altid været, men en gang var det fordi jeg ikke havde én, nu kan jeg ikke vælge hvilken én jeg skal sige.
Jeg mødte den ene over en opvask, og vi knyttede hurtigt et bånd, der gjorde at jeg glemte verden omkring mig, han fik mig til at smile, og jeg vidste med det samme, at her havde jeg fundet en ven, jeg kunne fortælle alting til, en ven jeg kunne falde til ro sammen med.
Når jeg er ked af det, og ikke har lyst til at snakke om tingende, er det den anden jeg opsøger. Blot hans tilstedeværelse gør mig glad, hans grin smitter som en slem influenza, og jeg glemmer hurtigt mine problemer.
Jeg har med vilje valg, ikke at angive deres navne, det er rart, at jeg har dem for mig selv, at du, som læser, kan få en fornemmelse af hvad rigtige venner er, uden at de skal have et navn eller et ansigt, forstår du, en ven, er ikke bare en person, nej, en ven er en følelse, en fornemmelse af tryghed og nærhed, en duft af glæde og en lyd af latter. Forstil dig alle disse ting, og du vil få det perfekte billede og navn på mine to bedste venner...

Verdens mærkligste dag.

Ind the end you got a friend for livetime

Klokken nærmer sig 21.00, og skolen er mørk, rundt omkring høres larm fra elever, der skynder sig afsted mellem husene, jeg ser skikkelserne, men i aften er det ligegyldigt hvem det er, for jeg har noget jeg skal. Jeg har Anders på min venstre side, og Stine på min højre, vi er på vej ud til vores hemmelige sted. Her sætter vi os på den tilfrosne bænk, altid Anders i midten, så mig og Stine kan putte sig godt ind til ham. Der er stjerneklart, og vi sidder længe bare og kigger efter stjerneskud. Vi snakker, Anders fortæller sjove historier, og vi afslører ting, ingen andre ved om os.
Stine og Anders er to af mine bedste venner, jeg ved, af lige de to, altid vil stå klar med et kram og et trøstende ord, hvis jeg har brug for det. Her ses de nytårsaften, (hvilket var en fed aften, som jeg har skrevet i et tidligere indlæg). Stine bor i mit hus, og er en af de piger jeg elsker aller højest. Anders var en af de personer jeg allerførst lærte af kende, og den jeg har været rigtigt gode venner med i længest tid.
Rundt om os pudsler dyrene i buskene, bølgerne bruser mod stranden, og et sted langt borte høres et grin, jeg kan ikke lade være med at nyde øjeblikket.
Vi har ikke styr på tiden, men når kulden begynder at krybe gennem bukserne, og vores rumper bliver kolde, går vi langsomt tilbage til huset, her siger vi godnat til Anders, inden han smutter hjem til sit hus. Jeg elsker de vante godnat besøg mange af drengene kommer med. Så føler mig at dagen endte godt, og man kan roligt ligge sig i sin seng, og tænke tilbage på en vidunderlig dag.
Tak til Anders og Stine, fo at være en del af min efterskole :)

Lydene

Her forleden havde jeg et af de her øjeblikke, hvor man bare er over lykkelig for at være, hvor man er. Et øjeblik, man virkelig sætter pris på. Vi havde lige spist aftensmad, og var på vej tilbage til vores værelser for at lave lektier, og jeg stod og snakkede lidt med et par af drengene fra en anden husgruppe, diskuterede om brætspil var sjovt eller nedern. Mikkel, en rigtigt god ven, var egning med mig, man bliver aldrig for gammel til brætspil, hvorimod den anden dreng, Marius nægtede at deltage i vores begejstring. Vi blev ikke rigtigt færdig med vores diskution, men jeg valgte at bevæge mig den modsatte vej af dem, hjem til mit hus. Mens jeg gik der, i den knitrende sne, mellem de vislende træer, hørte jeg deres stadig diskuterende stemmer, og jeg vendte mig om og kigge efter dem. To mørke siluetter af et par gode venner, gik side om side, og jeg kunne ikke lade være med at smile.
   Det er en af de ting jeg elsker allermest ved min skole, lydene. Selvom man måske ikke lige går og ligger så forfærdelig meget mærke til det, så er der hele tiden lyde. F.eks når jeg går alene tilbage fra et af de andre huse, og jeg kan høre de grinende stemmer inde bag vinduerne, hestenes prusten, lyden af det flagrende flag. Lyden gør, at jeg kan mærke skolen sjæl, den sjæl mine medelever er skyld i. Jeg ved, at selvom jeg ikke kan se en eneste person, er jeg alligevel omgivet af elskelige mennesker, som gør min hverdag så vidunderlig.
   Vi er jo lige kommet tilbage fra ferie, og på vejen herop samlede min far og jeg, Simon (ham der tegner Simons streg, som kan findes på forsiden) op, han havde sin guitar med, og af en eller anden grund fik vi ikke lagt den om bag i bilen, så mens vi kørte begyndte han at spille på den, en stille, men frisk melodi, og jeg indså hvor meget jeg egentlig har savnet lyden af en guitar. Det var fantastisk bare at side der i bilen, se landskabet ændre sig, og høre på Simon. Jeg tror altid jeg vil forbinde guitaren med dette år. Det mest musikalske år i hele mit liv. Nu håber jeg bare jeg kan tage mig sammen, og selv lærer at spille, så jeg selv kan skabe de lyde, der giver min skole sjæl og ånd.

Nytår

Så skete det, år 09 (det bedste år ever!) sluttede, festligt XD
   Tog hjem til min dejlige veninde og husgruppe medlem sara, sammen med stine og anders, 2 af mine aller bedste venner fra skolen, vi rå hyggede, lavede nytårsmiddag ala Stine, hvilket var en speciel oplevelse, lun katoffelsuppe, lasagne. Anders havde taget hjemmelavet chokolademouse med! Nams!! Kl 11 cyklede vi over til resten af skolens elever, som vi skulle holde nytår med, og pludselig stod vi på stole og hoppede jublende ind i det nye år. En fantastisk fest, vild dans, sjove samtaler, og en smuk eksploderende himmel. Vidunderlig slutning på det bedste år ever, og en endnu bedre start, på et endnu bedre år! vågnede op på sofaen i morges, omgivet af 10 af mine yndlings mennesker. Vidunderligt at feste med jer, fantastisk at kende jer!  kun 2 dage til skolestart! xD LYKKE!