7 dage tilbage...
sidder igen i min vindueskarm, tror seriøst jeg må have den med hjem, og hører "Are we brothers?" et band Alex har præsenteret mig for, genialt.
Dette vil nok blive midt sidste indlæg. Nogensinde, det ved jeg ikke. Da dette er en efterskole blog, og jeg går ud om kun 7 dage, kan jeg desværre ikke blive ved med at skrive, men jeg håber jeg vil få tiden næste år til at oprette en gymnasie blog, hvem ved. Så hold øjene åbne fokes!
Mandag starter autro-ugen, som er lidt i stil med intro-ugen, på nær det faktum at vi ikke skal lærer hinandens navne, men nærmere glemme dem.
Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte efterskole. Var faktisk meget i tvivl, men nu sidder jeg her jo, et lille år efter begyndelsen, og hvad kan jeg sige? Udover at det har været vildt!
Der er mange ting jeg gerne ville sige, mange mennesker jeg gerne ville takke for dette år, især mine forældre, for at have betalt de mange penge der var krævet.
Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at dette er mit hjem, her hører jeg til, men samtidig glæder jeg mig til næste år. Jeg er mættet og klar til nye oplevelser.
Til mine medelever ville jeg nok sige noget i stil med at de er en utrolig flok mennesker, så forskellige, og samtidig så ens. Vi har mange ting til fælles, vi elsker musik, hinanden og vores hjem. Til mine bedste venner, ville jeg nok sige at de har lært mig hvad rigtigt venskab er, for før dem, var alt i mit liv overfladisk. Jeg ville sige at de har lært mig at leve!
Jeg ville takke for alle de oplevelser og minder de har givet mig. de gange de har stået ved min side, og ladet mig græde ud ved deres skuldre.
Om lidt bliver her stille, på skolen, om lidt er alle væk, og tilbage står kun minderne. Minderne om et liv, et eventyr der fandt sted på dette fortryllende sted, og jeg kan ikke lade være at sammenligne det med Narnia. Gad vide om jeg en dag for mulighed for at komme tilbage? Eller bare opleve noget halvt så eventyrligt.
Jeg håber jeg får lov at se mine brødre og søstre næste år. Håber ikke at Marius bliver sur, når jeg pludselig banker på hans hoveddør. Håber ikke Anders tror jeg er sindsyg når jeg ringer grædende til ham klokken lort, fordi jeg har brug for en ven. Håber ikke Stine glemmer at tage ud på shopping ture med mig, håber ikke at marie vil glemme vores gode stunder, og jeg håber ikke at Jeppe glemmer at se op når jeg kalder.
Amande Engel Thilo takker af nu og siger farvel. Må solen skinne på næste årgang og lykken følge alle mine medelever. Jeg har kun tilbage at sige, og dette er med tårer i øjnene, at dette år på Baunehøj Efterskole, har været meget mere ind jeg forventede. Når jeg nu sætter det sidste punktum, når denne sætning slutter, slutter mit liv på Baunehøj, mit eventyr ender her.
lørdag den 19. juni 2010
torsdag den 17. juni 2010
mandag den 14. juni 2010
Tørre øjne...
jeg har meget tørre øjne for tiden, ikke fordi jeg ikke kan græde, for græde den kan jeg, jeg gør det bare ikke så meget lige i øjeblikket, hvilket er ret mærkeligt, begivenhederne taget i betragtning.
Lad mig starte forfra, og præsentere mig, for det tror jeg aldrig rigtigt jeg fik gjort. Mit fulde navn er Amanda Engel Thilo, men jeg fortrækker bare Thilo :) Jeg blev født for 17 år siden, men for et lille års tid siden tog mit liv en drastig drejning. I dag går jeg på efterskole, den bedste ifølge mig.
I går modtag jeg et brev fra Roskilde gymnasium, hvor i min kommende klasseliste lå. 16 piger, og 14 drenge, det giver 30 elever. Det er mærkeligt. her er vi jo 88.
Min bedste veninde hedder Julie Søholm, og hende har jeg kendt i snart to år, jeg savner hende, når jeg er heroppe, og jeg glæder mig til at få lidt mere tid til hende næste år. Hun er en dejlig tøs. jeg ved at hun har brug for mig derhjemme, mangler mig at snakke med, og jeg mangler hende, hvilket har givet mig frygtelig samvittighed overfor hende, ved altid at være her.
Mine bedste venner hedder Jeppe og Marius. De går heroppe, og næste år skal jeg på samme gym som Jeppe. Derimod gør det ondt hver gang jeg tænker på, at jeg aldrig mere har mulighed for at se Marius hver dag. /:
Det er så her mine tårer kommer ind i billedet, eller mangel på samme, for vi stopper jo lige om lidt. Hvorfor græder jeg så ikke???
Er det fordi jeg glæder mig? Fordi jeg ved jeg ikke har noget valg? Eller simpelthen fordi jeg har givet slip.
Hvorfor er det jeg føler at jeg ikke længer kender mine kammerater heroppe helt så godt som jeg gjorde en gang? Er det fordi de alle sammen har kærester og bare ligger og kysser, eller fordi vi i virkeligheden er blevet grupperet, nøjagtigt som i folkeskolen? Og det er kun den gruppe jeg tilhører, jeg kommer til at savne?
Jeg ved ikke hvad der sker lige i øjeblikket. Jeg ved kun at jeg tæller ned til slutningen, at jeg er forvirret og bange, samtidig med at jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget. Er der noget galt med mig ???
Måske er det bare min måde at slutte det hele af på, langsomt at lukke flere og flere mennesker ude, og på den måde gøre det hele nemmere, og derfor græder jeg ikke?
Lad mig starte forfra, og præsentere mig, for det tror jeg aldrig rigtigt jeg fik gjort. Mit fulde navn er Amanda Engel Thilo, men jeg fortrækker bare Thilo :) Jeg blev født for 17 år siden, men for et lille års tid siden tog mit liv en drastig drejning. I dag går jeg på efterskole, den bedste ifølge mig.
I går modtag jeg et brev fra Roskilde gymnasium, hvor i min kommende klasseliste lå. 16 piger, og 14 drenge, det giver 30 elever. Det er mærkeligt. her er vi jo 88.
Min bedste veninde hedder Julie Søholm, og hende har jeg kendt i snart to år, jeg savner hende, når jeg er heroppe, og jeg glæder mig til at få lidt mere tid til hende næste år. Hun er en dejlig tøs. jeg ved at hun har brug for mig derhjemme, mangler mig at snakke med, og jeg mangler hende, hvilket har givet mig frygtelig samvittighed overfor hende, ved altid at være her.
Mine bedste venner hedder Jeppe og Marius. De går heroppe, og næste år skal jeg på samme gym som Jeppe. Derimod gør det ondt hver gang jeg tænker på, at jeg aldrig mere har mulighed for at se Marius hver dag. /:
Det er så her mine tårer kommer ind i billedet, eller mangel på samme, for vi stopper jo lige om lidt. Hvorfor græder jeg så ikke???
Er det fordi jeg glæder mig? Fordi jeg ved jeg ikke har noget valg? Eller simpelthen fordi jeg har givet slip.
Hvorfor er det jeg føler at jeg ikke længer kender mine kammerater heroppe helt så godt som jeg gjorde en gang? Er det fordi de alle sammen har kærester og bare ligger og kysser, eller fordi vi i virkeligheden er blevet grupperet, nøjagtigt som i folkeskolen? Og det er kun den gruppe jeg tilhører, jeg kommer til at savne?
Jeg ved ikke hvad der sker lige i øjeblikket. Jeg ved kun at jeg tæller ned til slutningen, at jeg er forvirret og bange, samtidig med at jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget. Er der noget galt med mig ???
Måske er det bare min måde at slutte det hele af på, langsomt at lukke flere og flere mennesker ude, og på den måde gøre det hele nemmere, og derfor græder jeg ikke?
onsdag den 9. juni 2010
Følelserne overmander mig...
I dag er det den 9, dvs at der er 17 dage tilbage, 17 dage tilbage før mit liv slutter...
Kan du huske det første blogindlæg jeg skrev? Det omhandlede mine følelser for begyndelsen. Nu er begyndelsen væk, og slutningen er her.
Jeg føler mig mættet, klar til at komme videre, ved at det er på tide. Samtidig ved jeg at der lige nu ikke er meget at komme tilbage til. Selvfølgelig er der alle de gamle venner, men det er bare som om dem jeg har her, nu, er mere betydningsfulde, de vil mig det bedste, og jeg vil dem det bedste. Jeg er forvirret, men det er jo ligemeget hvad jeg helst vil, for jeg har jo intet valg, efterskole livet slutter om 17 døgn...
Kan du forstille dig det vigtigste i dit liv, måske er det din familie og dine venner, og nu skal du så forlade dem. Du er træt af at bo hjemme, og vil videre, men samtidig er du bange for hvordan du skal klare dig helt alene.
Så på den ene side, ville jeg ønske at jeg kunne stoppe tiden, bare blive her, og se på min familie resten af mit liv, og på den anden side vil jeg videre, opleve nye ting, nye mennesker.
Hvad gør jeg????!
Kan du huske det første blogindlæg jeg skrev? Det omhandlede mine følelser for begyndelsen. Nu er begyndelsen væk, og slutningen er her.
Jeg føler mig mættet, klar til at komme videre, ved at det er på tide. Samtidig ved jeg at der lige nu ikke er meget at komme tilbage til. Selvfølgelig er der alle de gamle venner, men det er bare som om dem jeg har her, nu, er mere betydningsfulde, de vil mig det bedste, og jeg vil dem det bedste. Jeg er forvirret, men det er jo ligemeget hvad jeg helst vil, for jeg har jo intet valg, efterskole livet slutter om 17 døgn...
Kan du forstille dig det vigtigste i dit liv, måske er det din familie og dine venner, og nu skal du så forlade dem. Du er træt af at bo hjemme, og vil videre, men samtidig er du bange for hvordan du skal klare dig helt alene.
Så på den ene side, ville jeg ønske at jeg kunne stoppe tiden, bare blive her, og se på min familie resten af mit liv, og på den anden side vil jeg videre, opleve nye ting, nye mennesker.
Hvad gør jeg????!
fredag den 4. juni 2010
Kaldte du mig ven engang...
Vi lavede Blå bog... Det betyder at slutningen nærmer sig med hastige skridt, hvilket egentlig passer mig fint, trænger lidt til nye eventyrer.
Et af punkterne i bogen er: "Tre ting på en øde ø." Hvor husgruppen vælger de tre ting jeg skal have med på øen. De har valgt min Mac-computer, fordi jeg bare ELSKER den!!! også mine to bedste venner i hele verden: Marius og Jeppe.
Det gør ondt. At vide at om 22 dage skal jeg aldrig stå op til deres søvnlige ansigter, og vente oppe til de har været forbi mit vindue og sige godnat. Det skærer mig i hjertet at vide, at om 22 dage kan jeg ikke længere følge med i alt hvad de foretager sig, som jeg gør nu. Hvordan skal jeg få min daglige dosis MArius og Jeppe, som jeg er blevet så van til?
Det er svært for mig, at skulle sige farvel.
Det er bare som om det altsammen er en drøm, hvordan kan jeg være her? Dette perfekte sted? Hvordan kan så vidunderlige mennesker, som min skole rummer, være her, i mit liv? Hvad har jeg gjort rigtigt, siden jeg fik lov at få dette eventyr?! Jeg ville give alt, for at kunne stoppe tiden, og bare sidde side om side med alle mine venner. Se dem smile til mig, hører dem grine. Bare det at se dem gå forbi mit vindue, gør at jeg føler mig lykkelig, de er mit liv.
Jeg ved at de alle sammen skal forlade mig nu, nogle mere end andre, men jeg kaldte dem mine venner, og de kaldte mig deres, og derfor vil jeg altid være det....
Et af punkterne i bogen er: "Tre ting på en øde ø." Hvor husgruppen vælger de tre ting jeg skal have med på øen. De har valgt min Mac-computer, fordi jeg bare ELSKER den!!! også mine to bedste venner i hele verden: Marius og Jeppe.
Det gør ondt. At vide at om 22 dage skal jeg aldrig stå op til deres søvnlige ansigter, og vente oppe til de har været forbi mit vindue og sige godnat. Det skærer mig i hjertet at vide, at om 22 dage kan jeg ikke længere følge med i alt hvad de foretager sig, som jeg gør nu. Hvordan skal jeg få min daglige dosis MArius og Jeppe, som jeg er blevet så van til?
Det er svært for mig, at skulle sige farvel.
Det er bare som om det altsammen er en drøm, hvordan kan jeg være her? Dette perfekte sted? Hvordan kan så vidunderlige mennesker, som min skole rummer, være her, i mit liv? Hvad har jeg gjort rigtigt, siden jeg fik lov at få dette eventyr?! Jeg ville give alt, for at kunne stoppe tiden, og bare sidde side om side med alle mine venner. Se dem smile til mig, hører dem grine. Bare det at se dem gå forbi mit vindue, gør at jeg føler mig lykkelig, de er mit liv.
Jeg ved at de alle sammen skal forlade mig nu, nogle mere end andre, men jeg kaldte dem mine venner, og de kaldte mig deres, og derfor vil jeg altid være det....
torsdag den 27. maj 2010
Hoppe-gruppen
I løbet af det sidste halve år, har jeg haft mig en lille gruppe, bestående af en person fra hver husgruppe på skolen. Resten af skolens elever har haldet vores gruppe, som vi har været så kreative at kalde "Hoppegruppen".
I går kl 01.30 blev det så afsløret. Iført sorte kapper og hvide masker gik hvert medlem af "Hoppegruppen" ud til en husgruppe, og her vækkede de så resten af skolens elever på grussomme og overraskende måder. (jeg forsøgte tappert at vække Landeriet, som overhoved ik reagerede på min voldelige smækkenden med dørende og skrigen.)eleverne gik ned i ridehallen, hvor Thomas, en af skolens lærere, sendte dem afsted til forskellige poster. Historien gik på at en af eleverne (Katrine) var blevet myrdet i nattensløb, og nu skulle moderen findes.
Der var 8 poster, hvor forskellige uhyggelige opgaver skulle løses. rundt på hele skolen kom eleverne, og i skoven hang dukker i træerne og økser var stukket ind hver træstup der kunne findes.
Det var vildt fedt at have angeret dette løb, og jeg håber meget at folk syntes det var sjovt, og uhyggeligt!
Nu er "Hoppegruppen" ikke længere eksisterende /: Men hva fuck, det var sjovt.
Amanda Engel Thilo
I går kl 01.30 blev det så afsløret. Iført sorte kapper og hvide masker gik hvert medlem af "Hoppegruppen" ud til en husgruppe, og her vækkede de så resten af skolens elever på grussomme og overraskende måder. (jeg forsøgte tappert at vække Landeriet, som overhoved ik reagerede på min voldelige smækkenden med dørende og skrigen.)eleverne gik ned i ridehallen, hvor Thomas, en af skolens lærere, sendte dem afsted til forskellige poster. Historien gik på at en af eleverne (Katrine) var blevet myrdet i nattensløb, og nu skulle moderen findes.
Der var 8 poster, hvor forskellige uhyggelige opgaver skulle løses. rundt på hele skolen kom eleverne, og i skoven hang dukker i træerne og økser var stukket ind hver træstup der kunne findes.
Det var vildt fedt at have angeret dette løb, og jeg håber meget at folk syntes det var sjovt, og uhyggeligt!
Nu er "Hoppegruppen" ikke længere eksisterende /: Men hva fuck, det var sjovt.
Amanda Engel Thilo
fredag den 21. maj 2010
De fem små ærter
Hver morgen har vi morgensang. I dag, var det en dreng ved navn Murad der holdt den. Han er fra Iran.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:
Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.
Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.
Slut.
Efter morgensangen fortalte vores forstander et lille eventyr om leverpostej danskere og chokoladefarvede negere. Det lød nogenlunde sådan her:
Der var en gang 5 små ærter i et ærtebælg. De kedede sig noget forfærdeligt og ville gøre alt for at komme ud og væk. En dag skete det så at ærtebælgen blev åbnet, og ud trillede de 5 små ærter. Ned i hånden på en lille dreng, da det var ham der havde åbnet den, for han skulle bruge ærterne til sit pusterør.
Den første og ældste lille ært var selvglad og troede han var helt speciel. Det var Simon Seindal (Ham fra Simons strg.) Den sagde: "Jeg er bedre ind alle andre. Jeg har min egen tegneserie, tjener penge og skal udgive en bog og alt muligt. Jeg skal til Viborg på en fin skole, og HTX og HHX. Jeg skal nok blive noget stort og komme til at opleve hele verden!" Så rettede den ryggen, næsen i sky og blev skudt afsted, ind mod byen.
Den næste lille ært hed Amanda Thilo (mig). Hun var kreativ og menneske glad. Hun sagde: "Jeg skal noget med mennesker. De skal se mig. Jeg skal nok blive noget specielt, for jeg er helt unik og ingen er som mig. Jeg kan skrive og tegne, og jeg kan rumme alle mennesker." Hun blev ligesom den første ært skudt afsted, op mod solen.
De næste to små ærter var dovne. Det var Landeriet, Standeriet og Lindehuset (De tre drenge husgrupper på min skole). De kom aldrig til tiden, tog ingenting seriøst og kunne sove alle steder. Hvis de endelig kom til timerne sad de altid nede bagers og så smarte ud. De sagde: "Vi er seje og unike. Vi scorer alle bitchesne og tjener alle pengene, og vi sove hele tiden." Også de blev skudt afsted.
Den sidste lille ært var anderledes. De var Murad (Skolens iraner). Han sagde: "Jeg ser hvad der sker og hvor jeg ender." Så fløj også han afsted.
Da hente det at den første lille ært, Simon landede i tagrenden på Domkriken, her blev han ædt af duer.
Den anden lille ært, Amanda, landede direkte ned i et drinksglas, her led hun en død som så mange andre danskere, af druk.
De to dovne ærte landede også i tagrender og blev spist.
Den sidste lille ært landede i en vindueskarm. Under denne vindueskarm, i seng, lå en lille pige. Hun var meget syg, kunne værken spise, eller lade være. Kunne ikke leve og ikke dø. Hun havde anoreksi. En dag sagde hun: "Se mor, der vokser en lille plante i vinduet." "Ja" Sagde moderen, "Det er en ært."
Den lille pige så ærten vokse op, og en dag sagde hun: "Mor, jeg vil også mærke sollyset og vokse, ligesom planten." Og ud i solen kom hun, og langsomt blev hun rask.
"Det er vor herre der har plantet den ært der." Sagde morderen, og takkede Gud.
Slut.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)