Tørre øjne...

jeg har meget tørre øjne for tiden, ikke fordi jeg ikke kan græde, for græde den kan jeg, jeg gør det bare ikke så meget lige i øjeblikket, hvilket er ret mærkeligt, begivenhederne taget i betragtning.
Lad mig starte forfra, og præsentere mig, for det tror jeg aldrig rigtigt jeg fik gjort. Mit fulde navn er Amanda Engel Thilo, men jeg fortrækker bare Thilo :) Jeg blev født for 17 år siden, men for et lille års tid siden tog mit liv en drastig drejning. I dag går jeg på efterskole, den bedste ifølge mig.
I går modtag jeg et brev fra Roskilde gymnasium, hvor i min kommende klasseliste lå. 16 piger, og 14 drenge, det giver 30 elever. Det er mærkeligt. her er vi jo 88.
Min bedste veninde hedder Julie Søholm, og hende har jeg kendt i snart to år, jeg savner hende, når jeg er heroppe, og jeg glæder mig til at få lidt mere tid til hende næste år. Hun er en dejlig tøs. jeg ved at hun har brug for mig derhjemme, mangler mig at snakke med, og jeg mangler hende, hvilket har givet mig frygtelig samvittighed overfor hende, ved altid at være her.
Mine bedste venner hedder Jeppe og Marius. De går heroppe, og næste år skal jeg på samme gym som Jeppe. Derimod gør det ondt hver gang jeg tænker på, at jeg aldrig mere har mulighed for at se Marius hver dag. /:
Det er så her mine tårer kommer ind i billedet, eller mangel på samme, for vi stopper jo lige om lidt. Hvorfor græder jeg så ikke???
Er det fordi jeg glæder mig? Fordi jeg ved jeg ikke har noget valg? Eller simpelthen fordi jeg har givet slip.
Hvorfor er det jeg føler at jeg ikke længer kender mine kammerater heroppe helt så godt som jeg gjorde en gang? Er det fordi de alle sammen har kærester og bare ligger og kysser, eller fordi vi i virkeligheden er blevet grupperet, nøjagtigt som i folkeskolen? Og det er kun den gruppe jeg tilhører, jeg kommer til at savne?
Jeg ved ikke hvad der sker lige i øjeblikket. Jeg ved kun at jeg tæller ned til slutningen, at jeg er forvirret og bange, samtidig med at jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget. Er der noget galt med mig ???
Måske er det bare min måde at slutte det hele af på, langsomt at lukke flere og flere mennesker ude, og på den måde gøre det hele nemmere, og derfor græder jeg ikke?