Det er sjovt med de mennesker jeg har valgt at knytte mig til.
Jeg sidder i vinduet i mit væresle, har udsigt ud over det meste af skolen, og jeg ser dem går omkring, dem jeg lever mit liv sammen med.
Lige nu er det ved at være frokost tid, pladsen er tom, men jeg ved at om få minutter vil det vrimle med folk. Elever, trætte udmattede elever, der alle er lettede over endelig at være undsluppet de ildsprudende lærer og de ildelugtende klasselokaler.
Jeg sidder og kigger ud, ser de dejlige stuepiger på vej op til vores hus, Stina, med sine tunge mapper under armen og sara humpende efter på sine snart totalt smadret krykker. De skynder sig, sultne efter frokost.
Jeg smiler for mig selv, det tager ikke mere end få minutter, før pladsen igen er tom, og jeg ved de alle sidder under det samme tag. Alle dem jeg holder af i hverdagen.
Tiden går, langsomt, det er som om skolen står stille, som om alting holder vejret indtil de kommer ud igen, eleverne, som bringer liv til skolen og alt omkring den. Pludselig farer to skikkelser ud fra bygningen, som var der ild i røven på dem, og jeg falder næsten ned fra mit vindue i forskrækkelse. De sætter kurs mod min bygning, mit vinde og mig, og få sekunder efter stormer de døren, og der står de så og glor dumt på mig. Jeppe og Marius, verdens to mest sindsyge drenge, og råber op om at Asta er et svin. Jeg tænker "WHAT?" men forklaring følger og jeg kommer frem til ud fra deres kludrede fortælling, at jeg har fået en pakke og Asta har den med.
Ganske rigtigt. Nu står der så et par vildt lækre sølvfarvede stilletter på min hylde, klar til brug på Lørdag.
Stilheden sænker sig igen over skolen, og jeg sidder igen i vindues, denne gang underholdt af sara, kendt som "big foot", ved min side. Tror hun er lidt fornærmet over den titel, men så kan hun jo os bare lade være at få et skab ned over foden XD
Hun griner! Hurra :) Ej, tror det bliver en god dag, trods min hovedpine og tomme mave. Det er jo dejligt bare at side her og nyde solen der falder på min underskønne skole og den elever. Mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar