Siger farvel og takker af...

7 dage tilbage...

sidder igen i min vindueskarm, tror seriøst jeg må have den med hjem, og hører "Are we brothers?" et band Alex har præsenteret mig for, genialt.
Dette vil nok blive midt sidste indlæg. Nogensinde, det ved jeg ikke. Da dette er en efterskole blog, og jeg går ud om kun 7 dage, kan jeg desværre ikke blive ved med at skrive, men jeg håber jeg vil få tiden næste år til at oprette en gymnasie blog, hvem ved. Så hold øjene åbne fokes!

Mandag starter autro-ugen, som er lidt i stil med intro-ugen, på nær det faktum at vi ikke skal lærer hinandens navne, men nærmere glemme dem.
Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte efterskole. Var faktisk meget i tvivl, men nu sidder jeg her jo, et lille år efter begyndelsen, og hvad kan jeg sige? Udover at det har været vildt!
Der er mange ting jeg gerne ville sige, mange mennesker jeg gerne ville takke for dette år, især mine forældre, for at have betalt de mange penge der var krævet.
Nu sidder jeg tilbage med en følelse af, at dette er mit hjem, her hører jeg til, men samtidig glæder jeg mig til næste år. Jeg er mættet og klar til nye oplevelser.

Til mine medelever ville jeg nok sige noget i stil med at de er en utrolig flok mennesker, så forskellige, og samtidig så ens. Vi har mange ting til fælles, vi elsker musik, hinanden og vores hjem. Til mine bedste venner, ville jeg nok sige at de har lært mig hvad rigtigt venskab er, for før dem, var alt i mit liv overfladisk. Jeg ville sige at de har lært mig at leve!
Jeg ville takke for alle de oplevelser og minder de har givet mig. de gange de har stået ved min side, og ladet mig græde ud ved deres skuldre.

Om lidt bliver her stille, på skolen, om lidt er alle væk, og tilbage står kun minderne. Minderne om et liv, et eventyr der fandt sted på dette fortryllende sted, og jeg kan ikke lade være at sammenligne det med Narnia. Gad vide om jeg en dag for mulighed for at komme tilbage? Eller bare opleve noget halvt så eventyrligt.

Jeg håber jeg får lov at se mine brødre og søstre næste år. Håber ikke at Marius bliver sur, når jeg pludselig banker på hans hoveddør. Håber ikke Anders tror jeg er sindsyg når jeg ringer grædende til ham klokken lort, fordi jeg har brug for en ven. Håber ikke Stine glemmer at tage ud på shopping ture med mig, håber ikke at marie vil glemme vores gode stunder, og jeg håber ikke at Jeppe glemmer at se op når jeg kalder.

Amande Engel Thilo takker af nu og siger farvel. Må solen skinne på næste årgang og lykken følge alle mine medelever. Jeg har kun tilbage at sige, og dette er med tårer i øjnene, at dette år på Baunehøj Efterskole, har været meget mere ind jeg forventede. Når jeg nu sætter det sidste punktum, når denne sætning slutter, slutter mit liv på Baunehøj, mit eventyr ender her.