Fremtid

Dag ud, dag ind,
ved tiden går,
ved dagen snart er over,
ved møket kommer,
ved det opsluer alt,
og solen vil aldrig skinne på os igen,
nætter,
lange, søvløse,
frygten om en fortabt fremtid,
drømmeløse stunder,
en fremtid,
en fortid,
og en nutid,
der ikke giver mening,
regn, tårer,
død,
et venskab, knust,
som tusinde af gladskår,
mærker dem,
mod håndfladen
i hjertet,
ønsker kun,
at tiden ville stoppe,
og dagen aldrig vil ende,
lad ikke natten overtage,
for den dag,
solen ikke længere skinner på os,
den dag er fremtid,....

Har forleden slog det mig, at det her jo ikke varer evigt, om 7 måneder er det forbi, slut, og det vil aldrig ske igen. Selvom vi kun har gået på skolen i 3 måneder, har jeg det som om jeg altid har kendt de her mennesker jeg omgås med til hverdag. Kan slet ikke forstille mig en hverdag uden dem. Her har jeg mødt de mest sindssyge og unormale mennesker, som gør mit liv til noget særligt. Når den dag kommer, hvor jeg ikke længere skal vågne op til mine to vidunderlige værelses kammerater, og hvor jeg skal tage hele vejen til Hellerup for at se en virkelig skør techno-nørd, blir en frygtelig dag.
   Det er som om, fremtiden, efter dette år, bare er ligegyldig, som om mit liv vil stoppe den dag jeg slutter her. På en måde, gør det dagene her meningsløse, at der ikke er noget formål med at gå her? Eller måske skal jeg se det som et eventyr, og blot glæde mig over at det forhåbentligt ender lykkeligt?
   En ting er i vært faldt sikkert, intet er så godt som at gå på efterskole!!!!